fredag den 7. november 2014

Svar på debatten om hvide mænds æresdrab



Nedenstående er svar på den debat, som mit debatindlæg i dagens Kristeligt Dagblad har affødt på Facebook:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/2014-11-07/patriarkatet-bag-%C3%A6resdrab.-mon-ikke-der-ligger-et-f%C3%A6lles-kvindesyn-bag-hvide-m%C3%A6nds

Selvfølgelig er der også forskelle på danske mænds drab på (ex)kærester og så det, vi kalder »æresdrab« i indvandrermiljøer. Hvad ellers? Kvindehadet udtrykker sig jo igennem to forskellige kulturer og to forskellige traditioner. Men ikke nødvendigvis igennem to forskellige rationaler. Og det er jo det, der er problemet. For at forstå parallellen er man nødt til at være i stand til at tænke en smule mindre bogstaveligt, end hvad der er tendens denne debat. Jeg vil gerne forklare mig. Lad mig bruge et eksempel fra debatten:

Ikke mindst forøgede det vreden, at komikeren og feministen Sanne Søndergaad skrev en blog, hvori hun sammenlignede kvindeundertrykkelsen i indvandrermiljøer med kvindeundertrykkelsen i den hvide hovedkultur:  »... i stedet for corecktive rapes har vi sexchikane. I stedet for stening har vi slutshaming. Og i stedet for syreangreb har vi kommentarsporet på facebook«.

Ja, hvad ligner det at sidestille voldtægt med sexchikane, stening af kvinder med slutshaming og misogyne kommentarer på Facebook med syreangreb?

Lad os se på det! Der er faktisk adskillige tegn i det danske samfund på, at kvindeundertrykkelsen i minoritetsmiljøer og kvindeundertrykkelsen i den hvide hovedkultur på en række områder deler berøringsflader.

Ja. Den muslimske kvinde (nogle muslimske kvinder) pålægges at bære slør - hvilket den danske kvinde ikke gør. Men hun gør det ud fra en forudgående seksualisering af kvindekroppen, som bliver foretaget af et mandligt kollektiv. Danske kvinder pålægges snarere at stå til rådighed for seksualisering - pornofiseret outfit og attituder, der signalerer parathed. Men det gør hun også ud fra nogle krav, der bunder i en forudgående seksualisering af kvindekroppen, der ikke er foretaget af hende selv. Det er ved at være bredt anerkendt at unge kvinders udbredte problemer med deres selvbillede (og deres overforbrug af plastic-operationer) i høj grad kan ledes tilbage til kulturens normer, som påføres med stor intensitet igennem medieverdenen (og de velvillige forbrugere naturligvis). Desuden v e d man jo, at seksualisering af kvinder fratager dem seriøsitet... Sådan ER det bare. Så det er også en måde at modarbejde at kvinder kan komme til tops på.

At kræve at kvinder både skal være seksuelt inviterende og stenprofessionelle er jo en helt klassisk patriarkalsk fælde. Damn you if you do, damn you if you don't..

Begge fænomener (slør og seksualisering) bunder i en tilskrivning af seksualitet til kvindekroppen foretaget af et mandligt kollektiv og hvor et mandligt kollektiv opkaster sig til dommere over, hvornår samme seksualitet er forvaltet på acceptabel vis: Hos den vestlige kvinde ved at stille den til rådighed for det mandlige kollektiv, hos den muslimske kvinde (undskyld med alt hvad der findes af undskyldninger for denne generalisering) ved at forlange tildækning og eksklusion fra det offentlige rum. Begge fænomener bunder også i en umiddelbar oplevelse af ejerskab til den kvindelige seksualitet.

At disse to former for forvaltning så kan se MEGET forskellig ud ved et umiddelbart øjekast er en anden side af sagen. Men vestlige kvinder - ikke mindst de unge kvinder - bærer stærke spor af vantrivsel - på trods af at vi helst vil fortælle os selv, at »her går det godt, fru Kammerherreinde«...

På samme måde kunne man for nylig opleve, da ammedebaten fra 2010 blussede op igen, at en signifikant andel af debattørerne betingede sig, at kvinder nu pludselig skulle være »diskrete«,... trække sig bort og TILDÆKKE(!) sig, hvis de ville have lov til at amme i det offentlige rum... - flere fremførte, at kvinder vel strengt taget bare kunne holde sig hjemme, imens de var på barsel... Pludselig er ammebrystet altså blevet udråbt til noget meget seksuelt, der ikke bare sådan kan blottes i det offentlige rum. Og det minder fuldkommen om den tankegang visse muslimske stater lægger til grund for at påbyde kvinder at bære slør - og hvor man på samme måde hylder opfattelsen af, at en kvinde slet ikke behøver at gå ud.

Venstres Ungdom lancerede bl.a. en kampagne under overskriften, »Ret til at vise bryster?«. Man gav med andre ord udtryk for en seksualiseret opfattelse af ammebrystet. ... Som var noget, der altså blev »vist«. Chris Preuss fra Venstres Ungdom udtalte i samme debat på tv: »Hvis en restauratør siger, »mine kvinder skal gå tildækket op til halsen, sådan vil JEG gerne have at de fremviser sig«, så skal en restauratør have lov til det«. Selve forestillingen om at nogle kvinder under nogen omstændigheder kan blive til »mine kvinder« som skal »fremvise sig« på forlangende er jo bemærkelsesværdig!

Jeg vil hævde at man kan se et ejerskab i forhold til den kvindelige seksualitet blive gjort gældende i den danske hovedkultur, som ikke er væsensforskellig fra forsøget på at tildække kvinder og isolere dem. Og hvad Sanne Søndergaards »utidige« sammenligninger angår:
(»... i stedet for corecktive rapes har vi sexchikane. I stedet for stening har vi slutshaming. Og i stedet for syreangreb har vi kommentarsporet på facebook«.)

Man KUNNE vælge at læse Sanne Søndergaards paralleliseringer mindre bogstaveligt end den læsning, der ligger til grund for den megen vrede imod hende:

1) »i stedet for corecktive rapes har vi sexchikane«.
Sexchikane ER i sine grove former den symbolske pendant til voldtægt, det er en symbolsk seksuel vold, som er intimiderende og, vil jeg hævde, demonterende for kvinders initiativ i mange sammenhænge - også i debatten. Så både corecktive rapes og sexchikane handler om kontrol med kvinder og en kastration af deres initiativ... Den hvide hovedkultur er bare overgået til at betjene sig af primært symbolske former for vold - omend bestemt ikke kun, hvilket de alarmerende voldsrapporter jo fortæller alt om. Derfor vi jeg naturligvis stadig ikke påstå at grænseoverskridende kommentarer på Facebook rangerer på linje med en virkelig voldtægt

2) »I stedet for stening har vi slutshaming«. Det er klart, at den konkrete situation, hvor et menneske stenes til døde som straf for at være blevet udsat for voldtægt ikke med rimelighed lader sig sidestille med som voldtægtsoffer at blive beskyldt for selv at være ansvarlig for voldtægten. Men så bogstaveligt læser jeg heller ikke SS. Hun har faktisk forinden gjort opmærksom på, at hun udmærket er klar over at misogynien udtrykker sig gennem to forskellige kulturer og traditioner. Og kvinders beviselige tab af anseelse i forbindelse med at de er blevet voldtaget - både i retsproceduren og i forhold til omgivelserne, er i sit rationale ikke væsensforskelligt fra de kulturer, som stener kvinder for den slags. I begge tilfælde drejer det sig om, at et mandligt kollektiv opfatter at de har et ejerskab til kvindens seksualitet og desuden kan tillægge hende ansvaret for hendes »virkning« på mænd/overgriberne.

Som Khomeini  i sin tid så navnkundigt udtalte, så mente han, at der udgik stråler fra kvindernes hår af en særdeles farlig art - og noget tyder på at (visse) danske mænd egl også mener, at kvinder udøver så bedøvende en magt, at de kan tillade sig at fralægge sig ansvaret for hvadsomhelst. F.eks. under overskriften »jalousimord«. Javel. Så er vi langt inde i et mandligt kollektiv der helt umiddelbart forstår, hvad der er tale om... not? For »jalousimord« forklarer ret beset ingenting - men det får os til at holde op med at se efter forklaringer.. Vi alle »forstår« et jalousimord... Men det burde vi faktisk ikke....

3) »i stedet for syreangreb har vi kommentarsporet på facebook«. Jamen selvfølgelig. Lidelsen ved at blive nedgjort og truet på facebook tåler ikke nogen direkte sammenligning med at få kastet syre i sit ansigt. Men infameringen af kvinder på de sociale medier ER faktisk et symbolsk syreangreb, der har til hensigt at skæmme og vansire vedkommende i offentlighedens øjne. Og det er viljen til at stigmatisere ulydige kvinder med det formål at lukke dem ude af fællesskabet, man skal få øje på som patriarkatets fælles vandmærke.

Længe er det blevet krævet af den danske kvindebevægelse fra alle sider at den som en flok frådende tæver skulle kaste sig over kvindeundertrykkelsen i indvandrerkulturen (idet man tillod sig at antage at diskriminationen af kvinder i hovedkulturen »jo« gudskelov var så godt som udryddet). Og i det hele taget er sammenligningen med muslimske kvinder blevet brugt til at undertrykke ligetillingsdebatten i årtier. Men dette her ER en del af, at kvindebevægelsen tager bekæmpelsen af undertrykkelse af kvinder i indvandrermiljøer i hånden. Ikke som et elitært oppefra og ned-projekt. Men i erkendelse af, at vi dybest set har nogle fælles problemer med at få mænd til at respektere vores grænser og anerkende vores værd og hele eksistens som netop individer (og ikke objekter).

Jeg synes faktisk at det er godt, at kvindebevægelsen er begyndt at byde ind i denne her diskussion med at sige: Hey, vi har nogle strukturer til fælles, som vi har brug for at gøre op med. Ikke bare kvinder med indvandrerbaggrund. Men ALLE kvinder.

Sagen er, at hvis vi slet ikke må NÆVNE disse berøringspunkter imellem kvindeundertrykkelsen i hovedkulturen og kvindeundertrykkelsen i minoritetskulturerne, så kan vi heller ikke komme til at forme et fællesskab.


1 kommentar: