fredag den 7. november 2014
Svar på debatten om hvide mænds æresdrab
Nedenstående er svar på den debat, som mit debatindlæg i dagens Kristeligt Dagblad har affødt på Facebook:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/2014-11-07/patriarkatet-bag-%C3%A6resdrab.-mon-ikke-der-ligger-et-f%C3%A6lles-kvindesyn-bag-hvide-m%C3%A6nds
Selvfølgelig er der også forskelle på danske mænds drab på (ex)kærester og så det, vi kalder »æresdrab« i indvandrermiljøer. Hvad ellers? Kvindehadet udtrykker sig jo igennem to forskellige kulturer og to forskellige traditioner. Men ikke nødvendigvis igennem to forskellige rationaler. Og det er jo det, der er problemet. For at forstå parallellen er man nødt til at være i stand til at tænke en smule mindre bogstaveligt, end hvad der er tendens denne debat. Jeg vil gerne forklare mig. Lad mig bruge et eksempel fra debatten:
Ikke mindst forøgede det vreden, at komikeren og feministen Sanne Søndergaad skrev en blog, hvori hun sammenlignede kvindeundertrykkelsen i indvandrermiljøer med kvindeundertrykkelsen i den hvide hovedkultur: »... i stedet for corecktive rapes har vi sexchikane. I stedet for stening har vi slutshaming. Og i stedet for syreangreb har vi kommentarsporet på facebook«.
Ja, hvad ligner det at sidestille voldtægt med sexchikane, stening af kvinder med slutshaming og misogyne kommentarer på Facebook med syreangreb?
Lad os se på det! Der er faktisk adskillige tegn i det danske samfund på, at kvindeundertrykkelsen i minoritetsmiljøer og kvindeundertrykkelsen i den hvide hovedkultur på en række områder deler berøringsflader.
Ja. Den muslimske kvinde (nogle muslimske kvinder) pålægges at bære slør - hvilket den danske kvinde ikke gør. Men hun gør det ud fra en forudgående seksualisering af kvindekroppen, som bliver foretaget af et mandligt kollektiv. Danske kvinder pålægges snarere at stå til rådighed for seksualisering - pornofiseret outfit og attituder, der signalerer parathed. Men det gør hun også ud fra nogle krav, der bunder i en forudgående seksualisering af kvindekroppen, der ikke er foretaget af hende selv. Det er ved at være bredt anerkendt at unge kvinders udbredte problemer med deres selvbillede (og deres overforbrug af plastic-operationer) i høj grad kan ledes tilbage til kulturens normer, som påføres med stor intensitet igennem medieverdenen (og de velvillige forbrugere naturligvis). Desuden v e d man jo, at seksualisering af kvinder fratager dem seriøsitet... Sådan ER det bare. Så det er også en måde at modarbejde at kvinder kan komme til tops på.
At kræve at kvinder både skal være seksuelt inviterende og stenprofessionelle er jo en helt klassisk patriarkalsk fælde. Damn you if you do, damn you if you don't..
Begge fænomener (slør og seksualisering) bunder i en tilskrivning af seksualitet til kvindekroppen foretaget af et mandligt kollektiv og hvor et mandligt kollektiv opkaster sig til dommere over, hvornår samme seksualitet er forvaltet på acceptabel vis: Hos den vestlige kvinde ved at stille den til rådighed for det mandlige kollektiv, hos den muslimske kvinde (undskyld med alt hvad der findes af undskyldninger for denne generalisering) ved at forlange tildækning og eksklusion fra det offentlige rum. Begge fænomener bunder også i en umiddelbar oplevelse af ejerskab til den kvindelige seksualitet.
At disse to former for forvaltning så kan se MEGET forskellig ud ved et umiddelbart øjekast er en anden side af sagen. Men vestlige kvinder - ikke mindst de unge kvinder - bærer stærke spor af vantrivsel - på trods af at vi helst vil fortælle os selv, at »her går det godt, fru Kammerherreinde«...
På samme måde kunne man for nylig opleve, da ammedebaten fra 2010 blussede op igen, at en signifikant andel af debattørerne betingede sig, at kvinder nu pludselig skulle være »diskrete«,... trække sig bort og TILDÆKKE(!) sig, hvis de ville have lov til at amme i det offentlige rum... - flere fremførte, at kvinder vel strengt taget bare kunne holde sig hjemme, imens de var på barsel... Pludselig er ammebrystet altså blevet udråbt til noget meget seksuelt, der ikke bare sådan kan blottes i det offentlige rum. Og det minder fuldkommen om den tankegang visse muslimske stater lægger til grund for at påbyde kvinder at bære slør - og hvor man på samme måde hylder opfattelsen af, at en kvinde slet ikke behøver at gå ud.
Venstres Ungdom lancerede bl.a. en kampagne under overskriften, »Ret til at vise bryster?«. Man gav med andre ord udtryk for en seksualiseret opfattelse af ammebrystet. ... Som var noget, der altså blev »vist«. Chris Preuss fra Venstres Ungdom udtalte i samme debat på tv: »Hvis en restauratør siger, »mine kvinder skal gå tildækket op til halsen, sådan vil JEG gerne have at de fremviser sig«, så skal en restauratør have lov til det«. Selve forestillingen om at nogle kvinder under nogen omstændigheder kan blive til »mine kvinder« som skal »fremvise sig« på forlangende er jo bemærkelsesværdig!
Jeg vil hævde at man kan se et ejerskab i forhold til den kvindelige seksualitet blive gjort gældende i den danske hovedkultur, som ikke er væsensforskellig fra forsøget på at tildække kvinder og isolere dem. Og hvad Sanne Søndergaards »utidige« sammenligninger angår:
(»... i stedet for corecktive rapes har vi sexchikane. I stedet for stening har vi slutshaming. Og i stedet for syreangreb har vi kommentarsporet på facebook«.)
Man KUNNE vælge at læse Sanne Søndergaards paralleliseringer mindre bogstaveligt end den læsning, der ligger til grund for den megen vrede imod hende:
1) »i stedet for corecktive rapes har vi sexchikane«.
Sexchikane ER i sine grove former den symbolske pendant til voldtægt, det er en symbolsk seksuel vold, som er intimiderende og, vil jeg hævde, demonterende for kvinders initiativ i mange sammenhænge - også i debatten. Så både corecktive rapes og sexchikane handler om kontrol med kvinder og en kastration af deres initiativ... Den hvide hovedkultur er bare overgået til at betjene sig af primært symbolske former for vold - omend bestemt ikke kun, hvilket de alarmerende voldsrapporter jo fortæller alt om. Derfor vi jeg naturligvis stadig ikke påstå at grænseoverskridende kommentarer på Facebook rangerer på linje med en virkelig voldtægt
2) »I stedet for stening har vi slutshaming«. Det er klart, at den konkrete situation, hvor et menneske stenes til døde som straf for at være blevet udsat for voldtægt ikke med rimelighed lader sig sidestille med som voldtægtsoffer at blive beskyldt for selv at være ansvarlig for voldtægten. Men så bogstaveligt læser jeg heller ikke SS. Hun har faktisk forinden gjort opmærksom på, at hun udmærket er klar over at misogynien udtrykker sig gennem to forskellige kulturer og traditioner. Og kvinders beviselige tab af anseelse i forbindelse med at de er blevet voldtaget - både i retsproceduren og i forhold til omgivelserne, er i sit rationale ikke væsensforskelligt fra de kulturer, som stener kvinder for den slags. I begge tilfælde drejer det sig om, at et mandligt kollektiv opfatter at de har et ejerskab til kvindens seksualitet og desuden kan tillægge hende ansvaret for hendes »virkning« på mænd/overgriberne.
Som Khomeini i sin tid så navnkundigt udtalte, så mente han, at der udgik stråler fra kvindernes hår af en særdeles farlig art - og noget tyder på at (visse) danske mænd egl også mener, at kvinder udøver så bedøvende en magt, at de kan tillade sig at fralægge sig ansvaret for hvadsomhelst. F.eks. under overskriften »jalousimord«. Javel. Så er vi langt inde i et mandligt kollektiv der helt umiddelbart forstår, hvad der er tale om... not? For »jalousimord« forklarer ret beset ingenting - men det får os til at holde op med at se efter forklaringer.. Vi alle »forstår« et jalousimord... Men det burde vi faktisk ikke....
3) »i stedet for syreangreb har vi kommentarsporet på facebook«. Jamen selvfølgelig. Lidelsen ved at blive nedgjort og truet på facebook tåler ikke nogen direkte sammenligning med at få kastet syre i sit ansigt. Men infameringen af kvinder på de sociale medier ER faktisk et symbolsk syreangreb, der har til hensigt at skæmme og vansire vedkommende i offentlighedens øjne. Og det er viljen til at stigmatisere ulydige kvinder med det formål at lukke dem ude af fællesskabet, man skal få øje på som patriarkatets fælles vandmærke.
Længe er det blevet krævet af den danske kvindebevægelse fra alle sider at den som en flok frådende tæver skulle kaste sig over kvindeundertrykkelsen i indvandrerkulturen (idet man tillod sig at antage at diskriminationen af kvinder i hovedkulturen »jo« gudskelov var så godt som udryddet). Og i det hele taget er sammenligningen med muslimske kvinder blevet brugt til at undertrykke ligetillingsdebatten i årtier. Men dette her ER en del af, at kvindebevægelsen tager bekæmpelsen af undertrykkelse af kvinder i indvandrermiljøer i hånden. Ikke som et elitært oppefra og ned-projekt. Men i erkendelse af, at vi dybest set har nogle fælles problemer med at få mænd til at respektere vores grænser og anerkende vores værd og hele eksistens som netop individer (og ikke objekter).
Jeg synes faktisk at det er godt, at kvindebevægelsen er begyndt at byde ind i denne her diskussion med at sige: Hey, vi har nogle strukturer til fælles, som vi har brug for at gøre op med. Ikke bare kvinder med indvandrerbaggrund. Men ALLE kvinder.
Sagen er, at hvis vi slet ikke må NÆVNE disse berøringspunkter imellem kvindeundertrykkelsen i hovedkulturen og kvindeundertrykkelsen i minoritetskulturerne, så kan vi heller ikke komme til at forme et fællesskab.
mandag den 22. september 2014
Everyday Sexism og den totalitære debat
- »RACIST!? Hvorfor sagde du ingenting om det, da vi sås?«
- »Jeg glemte at tænke på det«, forklarer jeg hændervridende min veninde.
- »Men RACIST!? Hvordan Fanden kunne du få skyld for at være racist? Hvad har du nu lavet?«
Den 27. august blev jeg ekskluderet fra everydaysexism-siden for racisme og krænkelse af gruppens safe space. Det er helt klart ikke den bedste dag i ens liv, hvor de nærmeste ideologiske fæller beslutter sig for at ekskludere en for racisme. I det hele taget er det vel ellers ganske sjældent, at man ser stærk racisme side om side med bekendelse til feminismen. ... Her i Danmark i hvert fald. For jeg har fundet ud af at jeg har lidelsesfæller i USA (alle kæmpemæssige forskelle ufortalt). Her er verdenskendte populærkulturelle feminister som Caitlin Moran, Lena Dunham og John Green under hård beskydning fra det feministiske miljø for alt fra heteronormativitet over brug af »the t-slur« (benyttelse af slang for transseksuelle) til udnyttelse af »white privilege« (fraværet af farvede i Dunhams »Girls«) - med meget mere.
- »Sig det. HVORDAN kunne du blive smidt ud for racisme?«, insisterede min veninde.
- »Racisme OG krænkelse af gruppens safe space«, præciserede jeg spagt.
- »Okay, men hvad er »safe space« så for noget - og hvordan har du krænket det? Man KAN da heller ikke lade dig uden opsyn i to minutter uden at du kommer galt afsted.
- »Mjaaa, det er også lidt svært at forklare«, svarede jeg og rømmede mig. »Altså... det begyndte med, at jeg lagde et opslag ud på everydaysexism-siden, der handlede om en ung kvinde på 20 år, som jeg kender. Hun havde lige oplevet at hendes læge afviste at se på hende af »moralske« årsager, da hun henvendte sig med pludseligt opståede underlivssmerter. Den unge kvindes forældre forventede desuden, at hun var jomfru, indtil hun blev gift. Hun skjulte for dem, at hun havde en kæreste, men hun var konstant bekymret for den pris, forældrene kunne komme til at betale i nærmiljøet, hvis det kom frem, at deres ugifte datter havde et kærlighedsliv. Yderligere frygtede hun at hendes læge kunne finde på at videregive oplysninger til forældrene. Den unge kvinde nåede at blive så syg, at hun til sidst måtte køres på hospitalet med ambulance. Jeg var meget forarget over alliancerne imod den unge kvinde: 1) Nærmiljøets sociale kontrol, 2) lægen som informer og indpisker af seksualmoral, 3) forældrenes krav om jomfruelighed. Det var da virkelig patriarkalsk kvindeundertrykkelse, tænkte jeg og derfor relevant for everydaysexism-siden«.
- »Nå ja, det er det vel også, men hvad skete der?«, skyndede min veninde utålmodigt på mig.
-»Jo, men der var det ved det, at den unge kvinde og lægen begge havde indvandrerbaggrund....«
- »Ja, ja, men det er vel heller ikke forbudt, er det?«, spurgte min veninde stadig utålmodigt.
- »Nej, selvfølgelig er det ikke forbudt«, svarede jeg. »Men jeg SKREV det. At de havde indvandrerbaggrund. Først skete der heller ikke noget usædvanligt. Debattører bød ind på opslaget på sædvanlig vis med enten empatiske eller analyserende/handlingsorienterede kommentarer. Men efter lidt tid kom nogle debattører på banen, som ændrede trådens emne fra at handle om den unge kvinde til i stedet at handle om min sprogbrug. Disse debattører kunne ikke se, hvad det havde med historien at gøre, at den unge kvinde og lægen havde indvandrerbaggrund. Og derfor burde jeg ikke have nævnt det. Så vidt jeg har forstået, ser man helst ikke at ordet »indvandrerbaggrund« overhovedet tages i anvendelse, fordi man anser, at det er en del af en racistisk forfølgelse af muslimer«.
- »Gud bevares«, sagde min veninde. »Er der da mange der lægger historier ind om sexisme i indvandrermiljøer«?
- »Nej, overhovedet ikke«, svarede jeg. »Det er ikke et forum, hvor jeg oplever at der specielt bliver fremsat frustrationer over sexisme i indvandrermiljøer. Tværtimod faktisk. Imens jeg kom på sitet observerede jeg ikke et eneste opslag med det fokus. På den måde ser everydaysexism-siden nærmere ud til at være et forum, hvor primært hvide kvinder diskuterer deres erfaringer med sexisme i en overvejende hvid hovedkultur. Så der er i hvert fald ikke tale om, at mit opslag bidrog til en eller anden urimelig fokus på indvandrermiljøer som specielt sexistiske steder... Jo, jeg kan huske, at der var ét opslag, der handlede om, at en (hvid) kvinde havde set en (sort) kvinde blive generet med sit udseende i nattelivet af en anden (hvid) kvinde - og var kommet den sorte kvinde til undsætning. I denne tråd dukkede der også hurtigt nogle debattører op, som ikke kunne se, at det havde noget med sagen at gøre, at kvinden var »sort« og gerne så ordet fjernet. Den opfordring efterkom opslagets forfatter omgående og undskyldte mange gange og takkede for at være blevet gjort opmærksom. Jeg tror det var den type adfærd, de havde forventet af mig. Man undskylder og underkaster sig og alle er glade...«
- »Hallo, nu fatter jeg ikke en bjælde: Det er primært hvide kvinders erfaringer med sexisme i en hvid hovedkultur, der postes derinde, siger du. Det er da fuldstændig mærkeligt for sådan et sted, der lægger så meget vægt på ikke at være racistisk. Skal kvinder med indvandrerbaggrund ikke også støttes - eller betyder det, at der bare ikke er erfaringer med sexisme i indvandrermiljøer?«.
- »Det kan jeg jo ikke sige. Jeg kan bare sige, at den erfaring med sexisme i et indvandrermiljø, som jeg delte på siden, endte med at blive forkastet. Nogle beskyldte mig endda for at være upålidelig. Kunne man overhovedet tro på, hvad jeg skrev?«.
- »Man brød sig måske ikke om, at du skrev om en anden persons oplevelse med sexisme?«
- »Det tror jeg da, at du kunne have ret i. Men sagen er bare, at adskillige opslag på sitet handler om at have bevidnet andres kvindeundertrykkelse uden at dette er blevet problematiseret«.
- »Men hvad gjorde du så«, insisterede min veninde. »Sagde du undskyld?«
- »Nej, gu sagde jeg da ikke undskyld«, grinede jeg. »Jeg blev altså nærmest forarget over at nogen virkelig ville beskylde mit opslag for at være racistisk.... Fordi der stod »indvandrerbaggrund«. Jeg syntes, at det var det værste pjat. Oprigtigt talt. Jeg mener... man kan nu engang ikke komme udenom, at der altid i enhver sammenhæng vil eksistere en hovedkultur. Og det er i så henseende umuligt at nægte, at vi jo lever i en hvid, heteroseksuel hovedkultur. En hovedkultur, der også fortjener kritik. Men det faktum at der EKSISTERER en hovedkultur er ikke i sig selv illegitimt. Det vil der altid gøre. Der skal bare være plads til minoriteterne, de skal have samme rettigheder som majoriteten og respekteres på lige fod. Man kan desuden godt ønske at kritisere hovedkulturen for dens eventuelle chauvinistiske træk i forhold til kategoriseringer af køn og race. Ja det mener jeg faktisk bør ske. Men man kan ikke forbyde mennesker selve det at orientere sig i forhold til deres omverden ved hjælp af kategorier. I denne forstand er vi alle chauvinister, høj som lav. Kategorisering af omgivelserne er grundlæggende en måde at uddrage essens af sine livserfaringer på. Hvis man vil forbyde mennesker det, forbyder man dem at tænke. Man kan ikke med rimelighed bede mig om at afholde mig fra at dele mine omgivelser op i kategorier. For det gør alle mennesker hele tiden. Men hvilken kategori ville have været legitim at bruge, hvis »indvandrerbaggrund« ikke var legitimt? Og her kunne jeg kun få øje på »ingen«. Og hvis det passer, er det jo en form for undertrykkelse af overhovedet at benævne bestemte former for virkelighed...«
- »Okay, okay - I see trouble comming up. Spyt så ud: Hvad GJORDE du?«
- »På det tidspunkt havde jeg ikke set opslaget med den hvide kvinde, der kom en sort til hjælp endnu, så jeg vidste ikke, hvor højt de går op i ydmyghed og bodsgang inde på sitet. Jeg tror faktisk nok, at det er en kultur, de har importeret fra den amerikanske tumblr-feminisme: Når man bliver »called out« - som det hedder overthere - for sexisme eller racisme eller homofobi eller transfobi eller abelisme ( = praleri med egen kropslig formåen med den hensigt at stille handicappede i skyggen), så forventes det, at man uden diskussion slæber sig i støvet og trygler om tilgivelse. Ikke dermed sagt at det er sikkert, at man får tilgivelsen. En kvindelig feministisk video-blogger derovre ved navn Laci Green har fået dødstrusler, fordi hun i en alder af 18 år (for tre år siden) brugte slangordet, »tranny« for transseksuelle i en blog. Nogen faldt over den gamle blog ved et tilfælde - dengang havde hun været ukendt, nu var hun kendt. Og så var fanden løs i Laxegade. Uanset hvor meget hun tryglede om tilgivelse og bedyrede at hun bare havde været ung og dum og uvidende dengang og at hun aldrig kunne finde på at bruge ordet i dag, hjalp det ingenting. Tilgivelsen blev ikke tilstået og hun måtte gå under jorden i en tid...«
- »Men hvad gjorde DU?!«, råbte min veninde nu.
- »Ja, ja. Jeg skal nok komme til det. Suk. Jeg sagde, at jeg da godt kunne lægge opslaget op igen uden de kulturelle henvisninger, hvis de ville have. Og så postede jeg teksten igen bare uden de to gange, hvor jeg skrev »indvandrerbaggrund«. Men det blev de kun endnu mere vrede over...«
- »Hvorfor var det ikke godt nok at du redigerede henvisningerne til indvandrerbaggrund ud af dit opslag?«, spurgte min veninde.
- »Fordi de mente, at jeg ikke havde været underdanig nok og at det nærmest virkede som om jeg havde gjort det fordi jeg skulle og ikke fordi, jeg havde indset min fejl.... nemlig at jeg havde udtrykt mig racistisk«.
- »Jeg er altså ikke helt med mere«, afbrød min veninde irritabelt: »Du snakker hele tiden om debattører, der mener at noget er racisme. ... Men er everydaysexism-siden ikke et sted, hvor man fokuserer på at forholde sig til... ja, sexisme... og ikke racisme...?«
- »Jo, jo«, sukkede jeg, imens jeg tænkte at det kunne blive svært at forklare min veninde den nye kvindebevægelse. »Hmmm. Du forstår ikke reglerne. Der er kommet nye regler siden du og jeg engagerede os i feminismen. Der har været et generationsskifte. Everydaysexism-siden er tænkt som et sted, hvor man deler erfaringer med sexisme. Det med racisme kommer til at fylde så meget af en anden årsag: Den nye feminisme hviler på den magtkritik af den patriarkalske orden, som hedder »intersektionalitet«. Man kunne kalde den moderne kvindebevægelse for intersektionalitets-feminisme. Intersektionalitet vil sige, at mennesker bliver tilskrevet en gradueret værdi alt efter, hvor de befinder sig i den patriarkalske ordens hierakiske struktur: Øverst i hierakiet befinder sig den hvide, atletiske, yngre heteroseksuelle mand, som bliver tilskrevet den højeste værdi og nederst en ældre, farvet, homo - eller tansseksuel, overvægtig, handicappet kvinde. Feministernes projekt består jo i, at angribe den patriarkalske orden med henblik på at nivellere den uretfærdige op -eller nedskrivning af samfundsgruppers værdi.
Intersektionaliteten kommer derfor til at indebære, at hvide, heteroseksuelle feminister som udgangspunkt er en smule suspekte, da de som repræsentanter for en hvid hovedkultur befinder sig relativt højt oppe i den patriarkalske rangorden og dermed nyder privilegier på andre grupperingers bekostning. For at blive legitime, må de hvide feminister derfor gøre afbigt for, at der er nogle, der er endnu mere undertrykte af den patriarkalske orden, end de. For at opnå legitimitet må feministerne påtage sig ansvaret for alle minoriteters kamp - og ikke bare kvinders kamp. Det er jo derfor de er sådan efter hvide feminister som John Green, Lena Dunham og Caitlin Moran. Man mener ikke, at de har udvist den rette solidaritet med minoriteter. John Green kom for eksempel til at kalde den transseksuelle skespiller Laverne Cox fra »Orange Is The New Black« for »trans person« i stedet for »trans woman«. Og det udløste et heftigt raseri...
- »Altså kvindebevægelsen er nu blevet forpligtet til at kæmpe alle minoriteters kamp?«, udbrød min veninde. »Jamen findes der ikke minoriteter, som slet ikke går ind for kvinders ligestilling? Og skal feministerne så stadig påtage sig at kæmpe deres kamp?«
- »Ja, sådan forstår jeg det. Når jeg ser på, hvad der foregår i USA, får jeg da også mere og mere indtryk af, at der opstår en tyrannisk og rigid moral, der ofte flytter fokus fra kritikken af kvindeundertrykkelse.... til... ja, for eksempel spørgsmålet om hvorvidt de hvide feminister har forbrudt sig imod nogle af minoriteterne. Og dét fokus er mærkeligt. Det er jo ikke primært hvide feminister, der forfølger seksuelle minoriteter, handicappede eller farvede. Alligevel er det hvide feminister, der bliver lagt under luppen mere end andre befolkningsgrupper.
Men det er ikke kun det, at kvindebevægelsen nu er blevet forpligtet til at kæmpe alle minoriteters kamp, uanset hvordan disse minoriteter selv måtte se på spørgsmålet om kvindefrigørelse. I sin yderste konsekvens tilsiger intersektionaliteten, at den gruppering, som til enhver tid er lavest rangerende i det patriarkalske hieraki, har den højeste grad af legitimitet. Det vil sige, at jeg som hvid, heteroseksuel, fuldt førlig (bortset fra lidt smadder med knæet) kvinde er forpligtet til at vige for lavere hierakisk placerede personers virkelighedsopfattelse. Det er aldrig op til personer med en højere placering i hierakiet at afgøre om noget f.eks. er racisme eller ej. Det er suverænt den lavere placeret persons egen ret at afgøre det.«
- »Åååh. Vil det sige at det var debattører med en lavere placering i det patriarkalske hieraki, der klagede over at dit opslag var racistisk?«, spurgte min veninde sarkastisk.
- »Jeg kan godt forstå, hvis du synes at dette her er indviklet«, sukkede jeg. »Men... både ja og nej. Det var ikke gået op for mig, at jeg særligt var kommet til at genere gruppen af woc på everydaysexism-siden med mit opslag...«
-»Hvad er »woc« nu for noget!?«, indskød min veninde.
- »Woc er en forkortelse for »women of colour« og det er igen betegnelsen for »racialiserede kvinder«, det vil sige kvinder, der bliver set af omgivelserne som tilhørende en anden race end hovedkulturen...«
- »Hov stop lidt, siger du at farvede kvinder går under en gruppebetegnelse på everydaysexism-siden?«, udbrød min veninde. »Var hele pointen ellers ikke at protestere imod kategoriseringer af samfundsgrupper - og at race slet ikke måtte nævnes? Hvordan kan de så selv samtidig insistere på at ville gå under en samlebetegnelse ud fra hudfarve? Og hvordan kan de være så markant til stede samtidig med at du siger, at der ikke bliver lagt opslag ud om sexisme i indvandrermiljøer?«
- »Jamen spørg mig ikke«, vrissede jeg irritabelt. »Det er i hvert fald bare sådan: Gruppen af woc tog anstød af mit opslag. Men det var i realiteten vist nok blot to woc-debattører, det drejede sig om. Men da jeg som hvid, heteroseksuel feminist er relativt højere placeret i hierakiet end woc, betyder det altså, at woc har definitionsmagten. Det er kort og godt slet ikke op til mig at afgøre, om noget har været racisme. Og det gør sig sådan set også gældende for everydaysexism-sidens ADMIN-team. De må også underlægge sig wocs definitionsmagt...«
-»Hvad! Har everydaysexism-sidens ADMINteam deponeret retten til deres personlige dømmekraft hos woc?«, udbrød min veninde.
- »Ja, det ville jeg sige. ADMINerne refererede i hvert fald til wocs opfattelser som nogle, der ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved, da de ekskluderede mig. Men de mener vel også, at det er rimeligt at definitionsmagten må tilhøre de, der føler sig generet (så længe de er lavere hierakisk placeret). For at svare færdigt på dit spørgsmål om hvem jeg blev angrebet af, så var langt majoriteten hvide debattører, der identificerede sig med woc. Men jeg kunne godt nok aldrig acceptere at give afkald på retten til min egen dømmekraft. Det gælder ikke kun i spørgsmål om racisme. Selv om jeg opfatter langt de fleste opslag på everydaysexism-siden som værende autentiske beretninger om sexisme, betyder det jo ikke at jeg nogensinde ville forpligte mig til på forhånd at anerkende ETHVERT opslag som et gyldigt udtryk for sexisme. Der er faktisk hjemlige feminister, der i tidens løb har klaget over sexisme offentligt uden at jeg syntes de har haft ret i deres klage. Skulle jeg så bare tage hovedet under armen og afgive min egen dømmekraft og sunde fornuft måske!? Det mener jeg virkelig er et skråplan - og uantageligt på enhver måde...«
- »Hahahaha. Nææææ, nej...«.
- »Ja, grin du bare. Men faktisk var det fordi jeg vedholdende nægtede at tilkende woc definitionsmagten til at afgøre, om der var tale om racisme eller ej, at jeg forbrød mig imod gruppens safe space, hvilket sammen med anklagen for racisme var udsmidningsgrunden.«
- »Nå ja. Hvad betød det der safe space?«
- »Det er efterfølgende gået op for mig, at jeg misforstod begrebet om safe space. Jeg troede at det betød, at der skulle være en solidarisk og anerkendende holdning til de medlemmer af sitet, som delte oplevelser med sexisme. Man skal ikke melde sig ind i everydaysexism-gruppen, hvis man grundlæggende er af den opfattelse, at sexisme ikke er et problem og at ligestillingen blev opnået den dag, vi fik lighed for loven. Dernæst troede jeg også, at safe space betød, at man ikke måtte dele andres debat og andres opslag uden for siden. Og jo, safe space betyder vel også disse ting. Men det var bare ikke gået op for mig, at safe space desuden betød, at man ikke må modsige lavere hierakisk placerede debattører og at uenighed ikke tillades. Ved dels at insistere på uenigheden og dels nægte woc (og de debattører, der støttede woc) definitionsmagten krænkede jeg dermed wocs safe space. Og det så groft, at sitet kom i et totalt oprør og krævede min eksklusion. Fordi everyday-siden ikke var et safe space mere så længe jeg var på den. Nogle følte sig endog kaldet til at fortælle woc, at de selv ville have ligget i fosterstilling hele natten og grædt, hvis det havde været dem«.
- »Og så ekskluderede de dig?«
- »Nej, ikke som det første. Først gik ADMINerne bare ind og lukkede for de to debattråde til mine to opslag. Det blev jeg ganske oprevet over, for jeg var rasende over at blive beskyldt for racisme og ville have mulighed for at protestere. Jeg følte at de lukkede munden på mig. Men sitets debattører fandt ikke, at det var en tilstækkelig reaktion og flere rejste efterfølgende krav om, at jeg burde ekskluderes.
Den følgende dag lagde jeg mit opslag ud på min egen facebookside under overskriften »Et feministisk uskyldstab«. Herved kom debatten til at fortsætte inde på min egen side. Dette vakte en ny flodbølge af vrede imod mig inde på everyday-siden. Nogle debattører startede det rygte, at jeg havde lagt hele tråden med navngivne debattørers replikker ud på min facebookside, selv om realiteten var at det alene var mit eget opslag, jeg havde lagt ud. Herefter nåede raseriet imod min person nye højder. Men alt det blev jeg faktisk først gjort bekendt med efter at jeg var blevet ekskluderet.«
- »Vil det sige at everydaysidens medlemmer sidder tilbage med det indtryk, at du har krænket gruppens safe space ved at dele andres navne og replikker på din egen side?«
- »Ja.«
- »Men kan du ikke bede ADMIN om at rette den misforståelse? Hvis de har ekskluderet dig fra siden sidder de jo tilbage med ansvaret for, at du ikke efterfølgende bliver dårligt behandlet, nu hvor du ikke selv har mulighed for at reagere«.
- »ARGH, det har jeg sgu da også prøvet! Det er bare ikke lykkedes mig at få dem til at forholde sig til mine henvendelser«.
- »Svarer de dig slet ikke?«
- »Jo, men først efter lang tid og så spørger de hver gang, hvad jeg vil, så jeg må forklare det hele forfra. Først skrev de tilbage, at de ikke kunne se, at der blev oprettet nogen misforståelse i tråden om mig efterfølgende min eksklusion. Men en af mine facebookvenner havde affotograferet tråden og sendt den til mig. Ellers havde jeg formentlig ikke anet noget om sagen. Suk, så måtte jeg jo gennemgå tråden med henblik på at pille de præcise replikker ud, som beviste at rygtet blev startet og aldrig dementeret. Men selv om jeg sendte dokumentationen lykkedes det mig alligevel ikke at få ADMINerne til at reagere. Jeg har skrevet til dem seks gange, tror jeg. Sidst spurgte de mig, hvad jeg kunne forestille mig, at der skulle stå på siden? Selv om jeg egl ikke kunne se, at det var op til mig at formulere en berigtigelse accepterede jeg alligevel at komme med et forslag for at få noget udvikling i sagen. Men det har bare afstedkommet ny tavshed. Det er fire dage siden at jeg skrev sidst. Nu er der næsten gået tre uger på den måde uden at misforståelsen er blevet korrigeret. Efterhånden har det mistet sin mening, fordi ingen mere kan huske, hvad der egl foregik. Folk har formentlig bare et billede af mig som hende racisten, der offentliggjorde andre debattørers navne og replikker på min Facebookside. Jeg har svært ved at forstå, at ADMIN på den ene side tager safe space så blodigt alvorligt, at det kaldes en krænkelse, bare man modsiger folk, man ikke har lov til at modsige, men ikke tager det alvorligt, hvis nogen fejlagtigt får skyld for krænkelser, de faktisk slet ikke har begået. Det er jo selvmodsigende«.
- »Må jeg se uddraget af den tråd, du sendte til ADMIN?«
- »Ja, værsågod. Fra og med femte replik er misforståelsen etableret som et faktum«. (Tråden er sat ind nederst i bloggen).
- »Gys, sikke en frygtelig tråd«, udbrød min veninde, da hun havde læst færdig. »De kalder dig jo direkte for racist. Men det kan sgu da ikke være racisme i lovens forstand af ordet - bare fordi du har tilladt dig at bruge ordet, »indvandrerbaggrund«?
- »Nej, jeg tror godt nok ikke, at de ville komme ret langt med en politianmeldelse«, grinede jeg.
- »Men er det så ikke injurier at beskylde dig for det?«, spurgte min veninde.
- »Spørg mig ikke. Jeg synes bare at enhver proportionssans er forsvundet og så generer det mig, at jeg ikke kan få ADMIN til at korrigere de direkte forkerte beskyldninger«.
- »Hvad vil du gøre, hvis ADMIN bare nægter at berigtige?«
- »Så vil jeg skrive om det på min egen blog. Andre måder kan jeg jo ikke få dementiet ud på. Men så har jeg refereret diskussionerne på everyday-siden i offentligheden. Og så går deres udsmidningsgrund i opfyldelse, hvis man kan sige det sådan«.
- »Mglp, historien er jo efterhånden helt kafkask. Hvad vil du dog opnå med al den ballade?«.
- »Jamen ikke noget bestemt bortset fra dementiet selvfølgelig. Jeg har bare fundet, at hele denne sag har givet anledning til nogle kritiske overvejelser over mulige faldgruber og potentielt dårlige udviklinger som knytter sig til intersektionalitets-feminismen, fordi jeg selv synes, jeg er stødt ind i det. Jeg vil tilbyde mine reflektioner til de, som måtte interessere sig. Oprigtigt talt er jeg kommet til at opfatte safe space som en problematisk kategori, fordi det får karakter af et tyrannisk dogme, der vil forhindre folk i at tænke og vurdere selv. Dertil kommer at safe space også betyder, at uenigheder ikke kan få lov til bare at blive stående over for hinanden. Og det må de kunne, mener jeg. Kravet om at man skal slæbe sig i støvet, udøve selvkritik og gøre bodsgang hver gang man bliver »called out« finder jeg også komplet uværdigt.
Jeg er skam grundlæggende meget enig i intersektionalitetens magtkritik, selv om jeg synes, at det også udarter i nogle pjattede kategorier engang imellem. Så som abelist. Hahaha. Eller speciesist, det er hvis man er sådan et chauvinistsvin, der insisterer på at spise dyr, tror jeg nok. Men uanset hvad, er det nødvendigt for hver ny generation af feminister at finde et nyt, præcist sprog for kvindeundertrykkelsen. Derfor bør man byde intersektionaliteten velkommen sammen med de andre greb og begreber i debatten udviklet med det formål at imødegå den antifeminisme, som snart har haft definitionsmagten over kønspolitik i de sidse tyve år. Men når intersektionaliteten udarter i, at de lavest placerede i hierakiet pr definition altid må have definitionsmagten over, hvornår noget er undertrykkelse, synes jeg også, at det bliver et problem.
Hvis man ser på, hvad det har betydet i USA (hvor de gerne er lidt foran os) fjerner det fokus fra bekæmpelsen af kvindeundertrykkelse og flytter det til spørgsmålet om de hvide feministers legitimitet - og frem for alt, deres sprogbrug. Feminismen risikerer at degenerere til et fantasmatisk sprogprojekt, hvor det primært gælder om at udrense alle de steder i sproget, der på nogen måde afspejler hovedkulturens forargelige kategoriseringer af mennesker - i stedet for at koncentrere sig om, at angribe kvindeundertrykkelsen og racismen de steder i samfundet, hvor den faktisk foregår. Det bliver til et totalitært krav om renhed i sproget. Og totalitære krav om renhed er aldrig godt.
For nu at tage min egen brug af ordet »indvandrerbaggrund« som eksempel: Formentlig oplever mange mennesker, at der klæber en eller anden form for lavstatus til ordet. Og derfor bliver de vrede på mig, der bruger det, og mener at jeg er en racist. De overser, at det måske kunne tænkes, at »indvandrerbaggrund« ikke var en nedsættende kategori i mine øjne. Og spørgsmålet er jo - som jeg sagde tidligere - hvilke kategorier, der overhovedet ER legitime, hvis »indvandrerbaggrund« ikke er? Forleden så jeg »Debatten«, hvor Johanne Schmidt-Nielsen i et væk talte om »mennesker med indvandrerbaggrund«. Er hun så også racist? Jeg faldt over en artikel for nylig, hvor forskere udtalte, at det overhovedet ikke ville være muligt nogensinde at finde en neutral måde at tale om indvandrere på.
(http://videnskab.dk/kultur-samfund/det-er-umuligt-tale-neutralt-om-indvandrere). Nøgternt set er der ikke noget nedsættende eller deklasserende i »indvandrerbaggrund«. Hvis der er en deklassering ligger den i de kollektive forestillinger, der med tiden er kommet til at knytte sig til indvandring. Man kan godt ændre ordet. Og det har man også gjort mange gange. I begyndelsen hed det f.eks. »gæstearbejdere«. Men der går aldrig ret lang tid, før de samme kollektive opfattelser knytter sig til det nye ord. Sproget er og bliver inficeret af de forestillinger, der f.eks. klæber sig til hovedkulturens konflikter med minoriteter - som de associationer, der nemlig kommer til at knytte sig til kategoriseringen af disse minoriteter. Så hvad skal man gøre? Jeg efterlyser robusthed og realitetssans i debatten. For mig at se, er det et stort problem, hvis man ikke mere kan læse indenad og i helheder, fordi man fokuserer på sproglige formaliteter og detaljer. Den sunde fornuft og proportionssansen forsvinder ud af billedet. Selv om der måske klæber sig uønskede forestillinger til ordet »indvandrerbaggrund«, bør man forholde sig til det fremsatte udsagn som helhed, (hele ordlyden i mit opslag samt den kontekst, hvori det fremsættes), hvis man vil vurdere, om dette er et usolidarisk udsagn eller ej. Det kan bare ikke lade sig gøre, hvis det hele kommer til at handle om, at der skal være en renhed i sproget, som ikke findes uden for det. Og det synes jeg er værd at sige«.
- »Det er da også bare dig i en nøddeskal«, erklærede min veninde. »Dig og din sædvanlige stridbare kompromisløshed«.
- »Ubetinget«, svarede jeg.
****
Uddrag af debattråd fra everydaysexism-siden, hvori den misforståelse etableres at jeg har delt debattørers replikker og identitet på min personlige Facebookside:
1) Debattør 1: Nu er emnet fra i går slået op på vedkomendes egen væg. Det synes jeg er virkelig ufedt (10:15)
2) Debattør 2: Det var sådan lidt træls at vågne op til at debatten nu faktisk var rykket ud af gruppen. Én ting er, at det kan blive svært at opfatte det som et safe space i lyset af debatten i går, men det var trods alt inden for en lukket kreds, og at detaljer herfra er blevet delt offentligt ud af gruppen, synes jeg er ubehageligt.
Jeg syntes at det bør være udsmidningsgrund at flytte en debat ud på egen offentlige væg på den måde. Det er en klar krænkelse af det lukkede forums status som safe space hvis man risikerer at diskussioner bliver gjort offentlige lige pludseligt. (12:57)
3) Debattør 3: Bare en tanke, ikke en opfordring til de i forvejen hårdt prøvede ADMINs, men jeg synes det bør være udsmidningsgrund at flytte en debat ud på egen offentlige væg på den måde. Det er en klar krænkelse af det lukkede forums status af safe space, hvis man risikerer at diskussionen bliver gjort offentlig lige pludselig (12:59)
4) Debattør 1: Plus at racismen nu kører videre for fuld udblæsning på hendes egen væg. (13:38)
5) Debattør 4: Nu refererer hun så direkte herindefra denne diskussion, jeg synes admins bør tage en nødbeslutning og ekskludere inden hun begynder at udlevere folk (13:40)
6) Debattør 5: Jeg har først nu opfattet at Jette har delt på egen væg. Så er der ikke mere diskussion. Hun skal smides ud omgående. (13:59)
7) Herefter ADMINS oplysning om min eksklusion (14:00)
8) Debattør 6: Jeg finder det EKSTREMT grænseoverskridende, og upassende at tråden er delt (sammen med folks navne og kommentarer) inde på Jettes side. Public endda. (14:08)
9) Debattør 7 henstiller til at man ikke bør diskutere personer, der er udelukket fra selv at kunne deltage i diskussionen. (20:42)
10) Debattør 8: Jeg opfatter klart denne gruppe som et safe Space, hvor vi samler og dokumenterer hverdags sexisme i Danmark. Teoretiske og dybsindige diskussioner med underliggende fløjkrige børe foregå i en anden gruppe. Her skal hverken vurderes eller dømmes. Karantæne eller udsmidning er fint med mig - der skal være klar beskyttelse af de, som modigt deler. Og ingen skal citeres eller offentliggøres udenfor gruppen. Kram og dejlig dag. (28.08. kl 14:45)«
- »Jeg glemte at tænke på det«, forklarer jeg hændervridende min veninde.
- »Men RACIST!? Hvordan Fanden kunne du få skyld for at være racist? Hvad har du nu lavet?«
Den 27. august blev jeg ekskluderet fra everydaysexism-siden for racisme og krænkelse af gruppens safe space. Det er helt klart ikke den bedste dag i ens liv, hvor de nærmeste ideologiske fæller beslutter sig for at ekskludere en for racisme. I det hele taget er det vel ellers ganske sjældent, at man ser stærk racisme side om side med bekendelse til feminismen. ... Her i Danmark i hvert fald. For jeg har fundet ud af at jeg har lidelsesfæller i USA (alle kæmpemæssige forskelle ufortalt). Her er verdenskendte populærkulturelle feminister som Caitlin Moran, Lena Dunham og John Green under hård beskydning fra det feministiske miljø for alt fra heteronormativitet over brug af »the t-slur« (benyttelse af slang for transseksuelle) til udnyttelse af »white privilege« (fraværet af farvede i Dunhams »Girls«) - med meget mere.
- »Sig det. HVORDAN kunne du blive smidt ud for racisme?«, insisterede min veninde.
- »Racisme OG krænkelse af gruppens safe space«, præciserede jeg spagt.
- »Okay, men hvad er »safe space« så for noget - og hvordan har du krænket det? Man KAN da heller ikke lade dig uden opsyn i to minutter uden at du kommer galt afsted.
- »Mjaaa, det er også lidt svært at forklare«, svarede jeg og rømmede mig. »Altså... det begyndte med, at jeg lagde et opslag ud på everydaysexism-siden, der handlede om en ung kvinde på 20 år, som jeg kender. Hun havde lige oplevet at hendes læge afviste at se på hende af »moralske« årsager, da hun henvendte sig med pludseligt opståede underlivssmerter. Den unge kvindes forældre forventede desuden, at hun var jomfru, indtil hun blev gift. Hun skjulte for dem, at hun havde en kæreste, men hun var konstant bekymret for den pris, forældrene kunne komme til at betale i nærmiljøet, hvis det kom frem, at deres ugifte datter havde et kærlighedsliv. Yderligere frygtede hun at hendes læge kunne finde på at videregive oplysninger til forældrene. Den unge kvinde nåede at blive så syg, at hun til sidst måtte køres på hospitalet med ambulance. Jeg var meget forarget over alliancerne imod den unge kvinde: 1) Nærmiljøets sociale kontrol, 2) lægen som informer og indpisker af seksualmoral, 3) forældrenes krav om jomfruelighed. Det var da virkelig patriarkalsk kvindeundertrykkelse, tænkte jeg og derfor relevant for everydaysexism-siden«.
- »Nå ja, det er det vel også, men hvad skete der?«, skyndede min veninde utålmodigt på mig.
-»Jo, men der var det ved det, at den unge kvinde og lægen begge havde indvandrerbaggrund....«
- »Ja, ja, men det er vel heller ikke forbudt, er det?«, spurgte min veninde stadig utålmodigt.
- »Nej, selvfølgelig er det ikke forbudt«, svarede jeg. »Men jeg SKREV det. At de havde indvandrerbaggrund. Først skete der heller ikke noget usædvanligt. Debattører bød ind på opslaget på sædvanlig vis med enten empatiske eller analyserende/handlingsorienterede kommentarer. Men efter lidt tid kom nogle debattører på banen, som ændrede trådens emne fra at handle om den unge kvinde til i stedet at handle om min sprogbrug. Disse debattører kunne ikke se, hvad det havde med historien at gøre, at den unge kvinde og lægen havde indvandrerbaggrund. Og derfor burde jeg ikke have nævnt det. Så vidt jeg har forstået, ser man helst ikke at ordet »indvandrerbaggrund« overhovedet tages i anvendelse, fordi man anser, at det er en del af en racistisk forfølgelse af muslimer«.
- »Gud bevares«, sagde min veninde. »Er der da mange der lægger historier ind om sexisme i indvandrermiljøer«?
- »Nej, overhovedet ikke«, svarede jeg. »Det er ikke et forum, hvor jeg oplever at der specielt bliver fremsat frustrationer over sexisme i indvandrermiljøer. Tværtimod faktisk. Imens jeg kom på sitet observerede jeg ikke et eneste opslag med det fokus. På den måde ser everydaysexism-siden nærmere ud til at være et forum, hvor primært hvide kvinder diskuterer deres erfaringer med sexisme i en overvejende hvid hovedkultur. Så der er i hvert fald ikke tale om, at mit opslag bidrog til en eller anden urimelig fokus på indvandrermiljøer som specielt sexistiske steder... Jo, jeg kan huske, at der var ét opslag, der handlede om, at en (hvid) kvinde havde set en (sort) kvinde blive generet med sit udseende i nattelivet af en anden (hvid) kvinde - og var kommet den sorte kvinde til undsætning. I denne tråd dukkede der også hurtigt nogle debattører op, som ikke kunne se, at det havde noget med sagen at gøre, at kvinden var »sort« og gerne så ordet fjernet. Den opfordring efterkom opslagets forfatter omgående og undskyldte mange gange og takkede for at være blevet gjort opmærksom. Jeg tror det var den type adfærd, de havde forventet af mig. Man undskylder og underkaster sig og alle er glade...«
- »Hallo, nu fatter jeg ikke en bjælde: Det er primært hvide kvinders erfaringer med sexisme i en hvid hovedkultur, der postes derinde, siger du. Det er da fuldstændig mærkeligt for sådan et sted, der lægger så meget vægt på ikke at være racistisk. Skal kvinder med indvandrerbaggrund ikke også støttes - eller betyder det, at der bare ikke er erfaringer med sexisme i indvandrermiljøer?«.
- »Det kan jeg jo ikke sige. Jeg kan bare sige, at den erfaring med sexisme i et indvandrermiljø, som jeg delte på siden, endte med at blive forkastet. Nogle beskyldte mig endda for at være upålidelig. Kunne man overhovedet tro på, hvad jeg skrev?«.
- »Man brød sig måske ikke om, at du skrev om en anden persons oplevelse med sexisme?«
- »Det tror jeg da, at du kunne have ret i. Men sagen er bare, at adskillige opslag på sitet handler om at have bevidnet andres kvindeundertrykkelse uden at dette er blevet problematiseret«.
- »Men hvad gjorde du så«, insisterede min veninde. »Sagde du undskyld?«
- »Nej, gu sagde jeg da ikke undskyld«, grinede jeg. »Jeg blev altså nærmest forarget over at nogen virkelig ville beskylde mit opslag for at være racistisk.... Fordi der stod »indvandrerbaggrund«. Jeg syntes, at det var det værste pjat. Oprigtigt talt. Jeg mener... man kan nu engang ikke komme udenom, at der altid i enhver sammenhæng vil eksistere en hovedkultur. Og det er i så henseende umuligt at nægte, at vi jo lever i en hvid, heteroseksuel hovedkultur. En hovedkultur, der også fortjener kritik. Men det faktum at der EKSISTERER en hovedkultur er ikke i sig selv illegitimt. Det vil der altid gøre. Der skal bare være plads til minoriteterne, de skal have samme rettigheder som majoriteten og respekteres på lige fod. Man kan desuden godt ønske at kritisere hovedkulturen for dens eventuelle chauvinistiske træk i forhold til kategoriseringer af køn og race. Ja det mener jeg faktisk bør ske. Men man kan ikke forbyde mennesker selve det at orientere sig i forhold til deres omverden ved hjælp af kategorier. I denne forstand er vi alle chauvinister, høj som lav. Kategorisering af omgivelserne er grundlæggende en måde at uddrage essens af sine livserfaringer på. Hvis man vil forbyde mennesker det, forbyder man dem at tænke. Man kan ikke med rimelighed bede mig om at afholde mig fra at dele mine omgivelser op i kategorier. For det gør alle mennesker hele tiden. Men hvilken kategori ville have været legitim at bruge, hvis »indvandrerbaggrund« ikke var legitimt? Og her kunne jeg kun få øje på »ingen«. Og hvis det passer, er det jo en form for undertrykkelse af overhovedet at benævne bestemte former for virkelighed...«
- »Okay, okay - I see trouble comming up. Spyt så ud: Hvad GJORDE du?«
- »På det tidspunkt havde jeg ikke set opslaget med den hvide kvinde, der kom en sort til hjælp endnu, så jeg vidste ikke, hvor højt de går op i ydmyghed og bodsgang inde på sitet. Jeg tror faktisk nok, at det er en kultur, de har importeret fra den amerikanske tumblr-feminisme: Når man bliver »called out« - som det hedder overthere - for sexisme eller racisme eller homofobi eller transfobi eller abelisme ( = praleri med egen kropslig formåen med den hensigt at stille handicappede i skyggen), så forventes det, at man uden diskussion slæber sig i støvet og trygler om tilgivelse. Ikke dermed sagt at det er sikkert, at man får tilgivelsen. En kvindelig feministisk video-blogger derovre ved navn Laci Green har fået dødstrusler, fordi hun i en alder af 18 år (for tre år siden) brugte slangordet, »tranny« for transseksuelle i en blog. Nogen faldt over den gamle blog ved et tilfælde - dengang havde hun været ukendt, nu var hun kendt. Og så var fanden løs i Laxegade. Uanset hvor meget hun tryglede om tilgivelse og bedyrede at hun bare havde været ung og dum og uvidende dengang og at hun aldrig kunne finde på at bruge ordet i dag, hjalp det ingenting. Tilgivelsen blev ikke tilstået og hun måtte gå under jorden i en tid...«
- »Men hvad gjorde DU?!«, råbte min veninde nu.
- »Ja, ja. Jeg skal nok komme til det. Suk. Jeg sagde, at jeg da godt kunne lægge opslaget op igen uden de kulturelle henvisninger, hvis de ville have. Og så postede jeg teksten igen bare uden de to gange, hvor jeg skrev »indvandrerbaggrund«. Men det blev de kun endnu mere vrede over...«
- »Hvorfor var det ikke godt nok at du redigerede henvisningerne til indvandrerbaggrund ud af dit opslag?«, spurgte min veninde.
- »Fordi de mente, at jeg ikke havde været underdanig nok og at det nærmest virkede som om jeg havde gjort det fordi jeg skulle og ikke fordi, jeg havde indset min fejl.... nemlig at jeg havde udtrykt mig racistisk«.
- »Jeg er altså ikke helt med mere«, afbrød min veninde irritabelt: »Du snakker hele tiden om debattører, der mener at noget er racisme. ... Men er everydaysexism-siden ikke et sted, hvor man fokuserer på at forholde sig til... ja, sexisme... og ikke racisme...?«
- »Jo, jo«, sukkede jeg, imens jeg tænkte at det kunne blive svært at forklare min veninde den nye kvindebevægelse. »Hmmm. Du forstår ikke reglerne. Der er kommet nye regler siden du og jeg engagerede os i feminismen. Der har været et generationsskifte. Everydaysexism-siden er tænkt som et sted, hvor man deler erfaringer med sexisme. Det med racisme kommer til at fylde så meget af en anden årsag: Den nye feminisme hviler på den magtkritik af den patriarkalske orden, som hedder »intersektionalitet«. Man kunne kalde den moderne kvindebevægelse for intersektionalitets-feminisme. Intersektionalitet vil sige, at mennesker bliver tilskrevet en gradueret værdi alt efter, hvor de befinder sig i den patriarkalske ordens hierakiske struktur: Øverst i hierakiet befinder sig den hvide, atletiske, yngre heteroseksuelle mand, som bliver tilskrevet den højeste værdi og nederst en ældre, farvet, homo - eller tansseksuel, overvægtig, handicappet kvinde. Feministernes projekt består jo i, at angribe den patriarkalske orden med henblik på at nivellere den uretfærdige op -eller nedskrivning af samfundsgruppers værdi.
Intersektionaliteten kommer derfor til at indebære, at hvide, heteroseksuelle feminister som udgangspunkt er en smule suspekte, da de som repræsentanter for en hvid hovedkultur befinder sig relativt højt oppe i den patriarkalske rangorden og dermed nyder privilegier på andre grupperingers bekostning. For at blive legitime, må de hvide feminister derfor gøre afbigt for, at der er nogle, der er endnu mere undertrykte af den patriarkalske orden, end de. For at opnå legitimitet må feministerne påtage sig ansvaret for alle minoriteters kamp - og ikke bare kvinders kamp. Det er jo derfor de er sådan efter hvide feminister som John Green, Lena Dunham og Caitlin Moran. Man mener ikke, at de har udvist den rette solidaritet med minoriteter. John Green kom for eksempel til at kalde den transseksuelle skespiller Laverne Cox fra »Orange Is The New Black« for »trans person« i stedet for »trans woman«. Og det udløste et heftigt raseri...
- »Altså kvindebevægelsen er nu blevet forpligtet til at kæmpe alle minoriteters kamp?«, udbrød min veninde. »Jamen findes der ikke minoriteter, som slet ikke går ind for kvinders ligestilling? Og skal feministerne så stadig påtage sig at kæmpe deres kamp?«
- »Ja, sådan forstår jeg det. Når jeg ser på, hvad der foregår i USA, får jeg da også mere og mere indtryk af, at der opstår en tyrannisk og rigid moral, der ofte flytter fokus fra kritikken af kvindeundertrykkelse.... til... ja, for eksempel spørgsmålet om hvorvidt de hvide feminister har forbrudt sig imod nogle af minoriteterne. Og dét fokus er mærkeligt. Det er jo ikke primært hvide feminister, der forfølger seksuelle minoriteter, handicappede eller farvede. Alligevel er det hvide feminister, der bliver lagt under luppen mere end andre befolkningsgrupper.
Men det er ikke kun det, at kvindebevægelsen nu er blevet forpligtet til at kæmpe alle minoriteters kamp, uanset hvordan disse minoriteter selv måtte se på spørgsmålet om kvindefrigørelse. I sin yderste konsekvens tilsiger intersektionaliteten, at den gruppering, som til enhver tid er lavest rangerende i det patriarkalske hieraki, har den højeste grad af legitimitet. Det vil sige, at jeg som hvid, heteroseksuel, fuldt førlig (bortset fra lidt smadder med knæet) kvinde er forpligtet til at vige for lavere hierakisk placerede personers virkelighedsopfattelse. Det er aldrig op til personer med en højere placering i hierakiet at afgøre om noget f.eks. er racisme eller ej. Det er suverænt den lavere placeret persons egen ret at afgøre det.«
- »Åååh. Vil det sige at det var debattører med en lavere placering i det patriarkalske hieraki, der klagede over at dit opslag var racistisk?«, spurgte min veninde sarkastisk.
- »Jeg kan godt forstå, hvis du synes at dette her er indviklet«, sukkede jeg. »Men... både ja og nej. Det var ikke gået op for mig, at jeg særligt var kommet til at genere gruppen af woc på everydaysexism-siden med mit opslag...«
-»Hvad er »woc« nu for noget!?«, indskød min veninde.
- »Woc er en forkortelse for »women of colour« og det er igen betegnelsen for »racialiserede kvinder«, det vil sige kvinder, der bliver set af omgivelserne som tilhørende en anden race end hovedkulturen...«
- »Hov stop lidt, siger du at farvede kvinder går under en gruppebetegnelse på everydaysexism-siden?«, udbrød min veninde. »Var hele pointen ellers ikke at protestere imod kategoriseringer af samfundsgrupper - og at race slet ikke måtte nævnes? Hvordan kan de så selv samtidig insistere på at ville gå under en samlebetegnelse ud fra hudfarve? Og hvordan kan de være så markant til stede samtidig med at du siger, at der ikke bliver lagt opslag ud om sexisme i indvandrermiljøer?«
- »Jamen spørg mig ikke«, vrissede jeg irritabelt. »Det er i hvert fald bare sådan: Gruppen af woc tog anstød af mit opslag. Men det var i realiteten vist nok blot to woc-debattører, det drejede sig om. Men da jeg som hvid, heteroseksuel feminist er relativt højere placeret i hierakiet end woc, betyder det altså, at woc har definitionsmagten. Det er kort og godt slet ikke op til mig at afgøre, om noget har været racisme. Og det gør sig sådan set også gældende for everydaysexism-sidens ADMIN-team. De må også underlægge sig wocs definitionsmagt...«
-»Hvad! Har everydaysexism-sidens ADMINteam deponeret retten til deres personlige dømmekraft hos woc?«, udbrød min veninde.
- »Ja, det ville jeg sige. ADMINerne refererede i hvert fald til wocs opfattelser som nogle, der ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved, da de ekskluderede mig. Men de mener vel også, at det er rimeligt at definitionsmagten må tilhøre de, der føler sig generet (så længe de er lavere hierakisk placeret). For at svare færdigt på dit spørgsmål om hvem jeg blev angrebet af, så var langt majoriteten hvide debattører, der identificerede sig med woc. Men jeg kunne godt nok aldrig acceptere at give afkald på retten til min egen dømmekraft. Det gælder ikke kun i spørgsmål om racisme. Selv om jeg opfatter langt de fleste opslag på everydaysexism-siden som værende autentiske beretninger om sexisme, betyder det jo ikke at jeg nogensinde ville forpligte mig til på forhånd at anerkende ETHVERT opslag som et gyldigt udtryk for sexisme. Der er faktisk hjemlige feminister, der i tidens løb har klaget over sexisme offentligt uden at jeg syntes de har haft ret i deres klage. Skulle jeg så bare tage hovedet under armen og afgive min egen dømmekraft og sunde fornuft måske!? Det mener jeg virkelig er et skråplan - og uantageligt på enhver måde...«
- »Hahahaha. Nææææ, nej...«.
- »Ja, grin du bare. Men faktisk var det fordi jeg vedholdende nægtede at tilkende woc definitionsmagten til at afgøre, om der var tale om racisme eller ej, at jeg forbrød mig imod gruppens safe space, hvilket sammen med anklagen for racisme var udsmidningsgrunden.«
- »Nå ja. Hvad betød det der safe space?«
- »Det er efterfølgende gået op for mig, at jeg misforstod begrebet om safe space. Jeg troede at det betød, at der skulle være en solidarisk og anerkendende holdning til de medlemmer af sitet, som delte oplevelser med sexisme. Man skal ikke melde sig ind i everydaysexism-gruppen, hvis man grundlæggende er af den opfattelse, at sexisme ikke er et problem og at ligestillingen blev opnået den dag, vi fik lighed for loven. Dernæst troede jeg også, at safe space betød, at man ikke måtte dele andres debat og andres opslag uden for siden. Og jo, safe space betyder vel også disse ting. Men det var bare ikke gået op for mig, at safe space desuden betød, at man ikke må modsige lavere hierakisk placerede debattører og at uenighed ikke tillades. Ved dels at insistere på uenigheden og dels nægte woc (og de debattører, der støttede woc) definitionsmagten krænkede jeg dermed wocs safe space. Og det så groft, at sitet kom i et totalt oprør og krævede min eksklusion. Fordi everyday-siden ikke var et safe space mere så længe jeg var på den. Nogle følte sig endog kaldet til at fortælle woc, at de selv ville have ligget i fosterstilling hele natten og grædt, hvis det havde været dem«.
- »Og så ekskluderede de dig?«
- »Nej, ikke som det første. Først gik ADMINerne bare ind og lukkede for de to debattråde til mine to opslag. Det blev jeg ganske oprevet over, for jeg var rasende over at blive beskyldt for racisme og ville have mulighed for at protestere. Jeg følte at de lukkede munden på mig. Men sitets debattører fandt ikke, at det var en tilstækkelig reaktion og flere rejste efterfølgende krav om, at jeg burde ekskluderes.
Den følgende dag lagde jeg mit opslag ud på min egen facebookside under overskriften »Et feministisk uskyldstab«. Herved kom debatten til at fortsætte inde på min egen side. Dette vakte en ny flodbølge af vrede imod mig inde på everyday-siden. Nogle debattører startede det rygte, at jeg havde lagt hele tråden med navngivne debattørers replikker ud på min facebookside, selv om realiteten var at det alene var mit eget opslag, jeg havde lagt ud. Herefter nåede raseriet imod min person nye højder. Men alt det blev jeg faktisk først gjort bekendt med efter at jeg var blevet ekskluderet.«
- »Vil det sige at everydaysidens medlemmer sidder tilbage med det indtryk, at du har krænket gruppens safe space ved at dele andres navne og replikker på din egen side?«
- »Ja.«
- »Men kan du ikke bede ADMIN om at rette den misforståelse? Hvis de har ekskluderet dig fra siden sidder de jo tilbage med ansvaret for, at du ikke efterfølgende bliver dårligt behandlet, nu hvor du ikke selv har mulighed for at reagere«.
- »ARGH, det har jeg sgu da også prøvet! Det er bare ikke lykkedes mig at få dem til at forholde sig til mine henvendelser«.
- »Svarer de dig slet ikke?«
- »Jo, men først efter lang tid og så spørger de hver gang, hvad jeg vil, så jeg må forklare det hele forfra. Først skrev de tilbage, at de ikke kunne se, at der blev oprettet nogen misforståelse i tråden om mig efterfølgende min eksklusion. Men en af mine facebookvenner havde affotograferet tråden og sendt den til mig. Ellers havde jeg formentlig ikke anet noget om sagen. Suk, så måtte jeg jo gennemgå tråden med henblik på at pille de præcise replikker ud, som beviste at rygtet blev startet og aldrig dementeret. Men selv om jeg sendte dokumentationen lykkedes det mig alligevel ikke at få ADMINerne til at reagere. Jeg har skrevet til dem seks gange, tror jeg. Sidst spurgte de mig, hvad jeg kunne forestille mig, at der skulle stå på siden? Selv om jeg egl ikke kunne se, at det var op til mig at formulere en berigtigelse accepterede jeg alligevel at komme med et forslag for at få noget udvikling i sagen. Men det har bare afstedkommet ny tavshed. Det er fire dage siden at jeg skrev sidst. Nu er der næsten gået tre uger på den måde uden at misforståelsen er blevet korrigeret. Efterhånden har det mistet sin mening, fordi ingen mere kan huske, hvad der egl foregik. Folk har formentlig bare et billede af mig som hende racisten, der offentliggjorde andre debattørers navne og replikker på min Facebookside. Jeg har svært ved at forstå, at ADMIN på den ene side tager safe space så blodigt alvorligt, at det kaldes en krænkelse, bare man modsiger folk, man ikke har lov til at modsige, men ikke tager det alvorligt, hvis nogen fejlagtigt får skyld for krænkelser, de faktisk slet ikke har begået. Det er jo selvmodsigende«.
- »Må jeg se uddraget af den tråd, du sendte til ADMIN?«
- »Ja, værsågod. Fra og med femte replik er misforståelsen etableret som et faktum«. (Tråden er sat ind nederst i bloggen).
- »Gys, sikke en frygtelig tråd«, udbrød min veninde, da hun havde læst færdig. »De kalder dig jo direkte for racist. Men det kan sgu da ikke være racisme i lovens forstand af ordet - bare fordi du har tilladt dig at bruge ordet, »indvandrerbaggrund«?
- »Nej, jeg tror godt nok ikke, at de ville komme ret langt med en politianmeldelse«, grinede jeg.
- »Men er det så ikke injurier at beskylde dig for det?«, spurgte min veninde.
- »Spørg mig ikke. Jeg synes bare at enhver proportionssans er forsvundet og så generer det mig, at jeg ikke kan få ADMIN til at korrigere de direkte forkerte beskyldninger«.
- »Hvad vil du gøre, hvis ADMIN bare nægter at berigtige?«
- »Så vil jeg skrive om det på min egen blog. Andre måder kan jeg jo ikke få dementiet ud på. Men så har jeg refereret diskussionerne på everyday-siden i offentligheden. Og så går deres udsmidningsgrund i opfyldelse, hvis man kan sige det sådan«.
- »Mglp, historien er jo efterhånden helt kafkask. Hvad vil du dog opnå med al den ballade?«.
- »Jamen ikke noget bestemt bortset fra dementiet selvfølgelig. Jeg har bare fundet, at hele denne sag har givet anledning til nogle kritiske overvejelser over mulige faldgruber og potentielt dårlige udviklinger som knytter sig til intersektionalitets-feminismen, fordi jeg selv synes, jeg er stødt ind i det. Jeg vil tilbyde mine reflektioner til de, som måtte interessere sig. Oprigtigt talt er jeg kommet til at opfatte safe space som en problematisk kategori, fordi det får karakter af et tyrannisk dogme, der vil forhindre folk i at tænke og vurdere selv. Dertil kommer at safe space også betyder, at uenigheder ikke kan få lov til bare at blive stående over for hinanden. Og det må de kunne, mener jeg. Kravet om at man skal slæbe sig i støvet, udøve selvkritik og gøre bodsgang hver gang man bliver »called out« finder jeg også komplet uværdigt.
Jeg er skam grundlæggende meget enig i intersektionalitetens magtkritik, selv om jeg synes, at det også udarter i nogle pjattede kategorier engang imellem. Så som abelist. Hahaha. Eller speciesist, det er hvis man er sådan et chauvinistsvin, der insisterer på at spise dyr, tror jeg nok. Men uanset hvad, er det nødvendigt for hver ny generation af feminister at finde et nyt, præcist sprog for kvindeundertrykkelsen. Derfor bør man byde intersektionaliteten velkommen sammen med de andre greb og begreber i debatten udviklet med det formål at imødegå den antifeminisme, som snart har haft definitionsmagten over kønspolitik i de sidse tyve år. Men når intersektionaliteten udarter i, at de lavest placerede i hierakiet pr definition altid må have definitionsmagten over, hvornår noget er undertrykkelse, synes jeg også, at det bliver et problem.
Hvis man ser på, hvad det har betydet i USA (hvor de gerne er lidt foran os) fjerner det fokus fra bekæmpelsen af kvindeundertrykkelse og flytter det til spørgsmålet om de hvide feministers legitimitet - og frem for alt, deres sprogbrug. Feminismen risikerer at degenerere til et fantasmatisk sprogprojekt, hvor det primært gælder om at udrense alle de steder i sproget, der på nogen måde afspejler hovedkulturens forargelige kategoriseringer af mennesker - i stedet for at koncentrere sig om, at angribe kvindeundertrykkelsen og racismen de steder i samfundet, hvor den faktisk foregår. Det bliver til et totalitært krav om renhed i sproget. Og totalitære krav om renhed er aldrig godt.
For nu at tage min egen brug af ordet »indvandrerbaggrund« som eksempel: Formentlig oplever mange mennesker, at der klæber en eller anden form for lavstatus til ordet. Og derfor bliver de vrede på mig, der bruger det, og mener at jeg er en racist. De overser, at det måske kunne tænkes, at »indvandrerbaggrund« ikke var en nedsættende kategori i mine øjne. Og spørgsmålet er jo - som jeg sagde tidligere - hvilke kategorier, der overhovedet ER legitime, hvis »indvandrerbaggrund« ikke er? Forleden så jeg »Debatten«, hvor Johanne Schmidt-Nielsen i et væk talte om »mennesker med indvandrerbaggrund«. Er hun så også racist? Jeg faldt over en artikel for nylig, hvor forskere udtalte, at det overhovedet ikke ville være muligt nogensinde at finde en neutral måde at tale om indvandrere på.
(http://videnskab.dk/kultur-samfund/det-er-umuligt-tale-neutralt-om-indvandrere). Nøgternt set er der ikke noget nedsættende eller deklasserende i »indvandrerbaggrund«. Hvis der er en deklassering ligger den i de kollektive forestillinger, der med tiden er kommet til at knytte sig til indvandring. Man kan godt ændre ordet. Og det har man også gjort mange gange. I begyndelsen hed det f.eks. »gæstearbejdere«. Men der går aldrig ret lang tid, før de samme kollektive opfattelser knytter sig til det nye ord. Sproget er og bliver inficeret af de forestillinger, der f.eks. klæber sig til hovedkulturens konflikter med minoriteter - som de associationer, der nemlig kommer til at knytte sig til kategoriseringen af disse minoriteter. Så hvad skal man gøre? Jeg efterlyser robusthed og realitetssans i debatten. For mig at se, er det et stort problem, hvis man ikke mere kan læse indenad og i helheder, fordi man fokuserer på sproglige formaliteter og detaljer. Den sunde fornuft og proportionssansen forsvinder ud af billedet. Selv om der måske klæber sig uønskede forestillinger til ordet »indvandrerbaggrund«, bør man forholde sig til det fremsatte udsagn som helhed, (hele ordlyden i mit opslag samt den kontekst, hvori det fremsættes), hvis man vil vurdere, om dette er et usolidarisk udsagn eller ej. Det kan bare ikke lade sig gøre, hvis det hele kommer til at handle om, at der skal være en renhed i sproget, som ikke findes uden for det. Og det synes jeg er værd at sige«.
- »Det er da også bare dig i en nøddeskal«, erklærede min veninde. »Dig og din sædvanlige stridbare kompromisløshed«.
- »Ubetinget«, svarede jeg.
****
Uddrag af debattråd fra everydaysexism-siden, hvori den misforståelse etableres at jeg har delt debattørers replikker og identitet på min personlige Facebookside:
1) Debattør 1: Nu er emnet fra i går slået op på vedkomendes egen væg. Det synes jeg er virkelig ufedt (10:15)
2) Debattør 2: Det var sådan lidt træls at vågne op til at debatten nu faktisk var rykket ud af gruppen. Én ting er, at det kan blive svært at opfatte det som et safe space i lyset af debatten i går, men det var trods alt inden for en lukket kreds, og at detaljer herfra er blevet delt offentligt ud af gruppen, synes jeg er ubehageligt.
Jeg syntes at det bør være udsmidningsgrund at flytte en debat ud på egen offentlige væg på den måde. Det er en klar krænkelse af det lukkede forums status som safe space hvis man risikerer at diskussioner bliver gjort offentlige lige pludseligt. (12:57)
3) Debattør 3: Bare en tanke, ikke en opfordring til de i forvejen hårdt prøvede ADMINs, men jeg synes det bør være udsmidningsgrund at flytte en debat ud på egen offentlige væg på den måde. Det er en klar krænkelse af det lukkede forums status af safe space, hvis man risikerer at diskussionen bliver gjort offentlig lige pludselig (12:59)
4) Debattør 1: Plus at racismen nu kører videre for fuld udblæsning på hendes egen væg. (13:38)
5) Debattør 4: Nu refererer hun så direkte herindefra denne diskussion, jeg synes admins bør tage en nødbeslutning og ekskludere inden hun begynder at udlevere folk (13:40)
6) Debattør 5: Jeg har først nu opfattet at Jette har delt på egen væg. Så er der ikke mere diskussion. Hun skal smides ud omgående. (13:59)
7) Herefter ADMINS oplysning om min eksklusion (14:00)
8) Debattør 6: Jeg finder det EKSTREMT grænseoverskridende, og upassende at tråden er delt (sammen med folks navne og kommentarer) inde på Jettes side. Public endda. (14:08)
9) Debattør 7 henstiller til at man ikke bør diskutere personer, der er udelukket fra selv at kunne deltage i diskussionen. (20:42)
10) Debattør 8: Jeg opfatter klart denne gruppe som et safe Space, hvor vi samler og dokumenterer hverdags sexisme i Danmark. Teoretiske og dybsindige diskussioner med underliggende fløjkrige børe foregå i en anden gruppe. Her skal hverken vurderes eller dømmes. Karantæne eller udsmidning er fint med mig - der skal være klar beskyttelse af de, som modigt deler. Og ingen skal citeres eller offentliggøres udenfor gruppen. Kram og dejlig dag. (28.08. kl 14:45)«
tirsdag den 9. september 2014
Høtyve eller politistat
Her kommer noget så usædvanligt som en fornuftig, socialt bevidst TED-talk af en plutokrat, som åbent indrømmer at han er det:
http://www.ted.com/talks/nick_hanauer_beware_fellow_plutocrats_the_pitchforks_are_coming
Man kan selvfølgelig vælge at rase over, at Nick Hanauer er så svinsk, uretfærdigt rig, som han selv påpeger - for kunne han så ikke bare forære sine penge bort til de trængende måske? Så ville han ikke behøve at stå dér og beklage den destruktive udvikling. Men sådan ser jeg nu ikke på det. Han er en af de stemmer i tiden, som siger, hvad er absolut nødvendigt bliver sagt. Jeg kan f.eks. godt lide den herre, fordi han bekendtgør at han faktisk overhovedet ikke er noget specielt - en middelmådig studerende og ikke specielt arbejdsom. Han siger åbent at ingen af ham og hans plutokrat-venner i VIRKELIGHEDEN er specielt uundværlige eller uerstattelige mennesker (indispensable) - og at intet af det de har skabt, ville have været muligt uden adgang til de ressourcer, samfundet stiller til rådighed ( = infrastruktur og uddannet arbejdskraft) finansieret af den samlede befolkning. Og mange, mange andre end dem, kunne have gjort det samme, hvis de var blevet givet de samme forudsætninger. Det er en lettelse, at en stinkende rig fyr stiller sig op og indrømmer, at de 0,1% IKKE er unikke talenter, hvis plads ingen andre kunne fylde ud. De er privilegerede og heldige. Tak for den indrømmelse! For nu har vi i årtier fået tudet ørerne fulde af, at almindelige borgere er nærmest værdiløse og udskiftelige - mens de mest velstillede er unikke genier, uden hvem samfundet ikke ville udvikle sig.
Som Hanauer påpeger, er der ingen eksempler i historien på, at ekstremt ulige samfund i længden har kunnet opretholde stabilitet. Stor ulighed fører i længden til enten høtyve (d.v.s. de undertrykte massers angreb på eliten) eller politistat (der ved rå magtanvendelse beskytter den 0,1% og tvinger masserne til at leve med elendigheden). Det eneste jeg synes, at Nick Hanauer glemmer at tage højde for er, at politistaten er et endog meget sandsynligt alternativ som plutokraterne ovenikøbet kunne tænkes fandt attraktivt. Ja, i tilfældet USA kan man spørge, om man ikke allerede er dér! Underklassen og politiet ligger i en konstant krig med hinanden og Amerika er så vidt jeg ved, det land, hvor den højeste procentdel af befolkningen befinder sig bag tremmer (undtaget Nordkoreas arbejdslejre). Det er en myte at USA er »frihedens land«. Og når jeg ser den hjemlige udvikling, hvor kontrollen med borgerne bare intensiveres og intensiveres - imens erhvervslivet - og de 0,1% - nyder godt af et igennem årtier dereguleret pengesystem.... hvad skal man så mene om Danmark som »en fri stat«. Hvad skal man f.eks. mene om Danmark som »en fri stat«, når man har genindført forne tiders ydmygende tvangsarbejde til arbejdsløse. Gå ind på Anne Rosengårds Facebookside og læs hendes beretninger om at være i (ud)nyttejob - dette helt parallelt med at hun ryger i den sociale massegrav og må gå fra hus og hjem. Uretfærdigheden er så tyk at man kan skære i den. Det er jo ren middelalder. Det danske samfund har udviklet sig i en tydeligt meget autoritær retning, hvor erhvervslivet/arbejdsmarkedet med staten som forlænget arm tillades at sætte sig på borgerne og tiltage sig retten til at bestemme over deres udvikling fra vugge til grav. Allerede i børnehave og vuggestue skal små nye borgere geares til fremtiden på arbejdsmarkedet. Man insisterer på at inficere deresbarndom med ideologi og afretning. Deres udvikling tilhører ikke dem selv - den tilhører erhvervslivet. Lige som forskningen og undervisningen på de højere læreranstalter også tilhører erhvervslivet. Iøvrigt med et dramatisk fald i niveau til følge.
Hvis Nick Hanauer er bange for høtyvene, så er jeg det for politistaten!
http://www.ted.com/talks/nick_hanauer_beware_fellow_plutocrats_the_pitchforks_are_coming
Man kan selvfølgelig vælge at rase over, at Nick Hanauer er så svinsk, uretfærdigt rig, som han selv påpeger - for kunne han så ikke bare forære sine penge bort til de trængende måske? Så ville han ikke behøve at stå dér og beklage den destruktive udvikling. Men sådan ser jeg nu ikke på det. Han er en af de stemmer i tiden, som siger, hvad er absolut nødvendigt bliver sagt. Jeg kan f.eks. godt lide den herre, fordi han bekendtgør at han faktisk overhovedet ikke er noget specielt - en middelmådig studerende og ikke specielt arbejdsom. Han siger åbent at ingen af ham og hans plutokrat-venner i VIRKELIGHEDEN er specielt uundværlige eller uerstattelige mennesker (indispensable) - og at intet af det de har skabt, ville have været muligt uden adgang til de ressourcer, samfundet stiller til rådighed ( = infrastruktur og uddannet arbejdskraft) finansieret af den samlede befolkning. Og mange, mange andre end dem, kunne have gjort det samme, hvis de var blevet givet de samme forudsætninger. Det er en lettelse, at en stinkende rig fyr stiller sig op og indrømmer, at de 0,1% IKKE er unikke talenter, hvis plads ingen andre kunne fylde ud. De er privilegerede og heldige. Tak for den indrømmelse! For nu har vi i årtier fået tudet ørerne fulde af, at almindelige borgere er nærmest værdiløse og udskiftelige - mens de mest velstillede er unikke genier, uden hvem samfundet ikke ville udvikle sig.
Som Hanauer påpeger, er der ingen eksempler i historien på, at ekstremt ulige samfund i længden har kunnet opretholde stabilitet. Stor ulighed fører i længden til enten høtyve (d.v.s. de undertrykte massers angreb på eliten) eller politistat (der ved rå magtanvendelse beskytter den 0,1% og tvinger masserne til at leve med elendigheden). Det eneste jeg synes, at Nick Hanauer glemmer at tage højde for er, at politistaten er et endog meget sandsynligt alternativ som plutokraterne ovenikøbet kunne tænkes fandt attraktivt. Ja, i tilfældet USA kan man spørge, om man ikke allerede er dér! Underklassen og politiet ligger i en konstant krig med hinanden og Amerika er så vidt jeg ved, det land, hvor den højeste procentdel af befolkningen befinder sig bag tremmer (undtaget Nordkoreas arbejdslejre). Det er en myte at USA er »frihedens land«. Og når jeg ser den hjemlige udvikling, hvor kontrollen med borgerne bare intensiveres og intensiveres - imens erhvervslivet - og de 0,1% - nyder godt af et igennem årtier dereguleret pengesystem.... hvad skal man så mene om Danmark som »en fri stat«. Hvad skal man f.eks. mene om Danmark som »en fri stat«, når man har genindført forne tiders ydmygende tvangsarbejde til arbejdsløse. Gå ind på Anne Rosengårds Facebookside og læs hendes beretninger om at være i (ud)nyttejob - dette helt parallelt med at hun ryger i den sociale massegrav og må gå fra hus og hjem. Uretfærdigheden er så tyk at man kan skære i den. Det er jo ren middelalder. Det danske samfund har udviklet sig i en tydeligt meget autoritær retning, hvor erhvervslivet/arbejdsmarkedet med staten som forlænget arm tillades at sætte sig på borgerne og tiltage sig retten til at bestemme over deres udvikling fra vugge til grav. Allerede i børnehave og vuggestue skal små nye borgere geares til fremtiden på arbejdsmarkedet. Man insisterer på at inficere deresbarndom med ideologi og afretning. Deres udvikling tilhører ikke dem selv - den tilhører erhvervslivet. Lige som forskningen og undervisningen på de højere læreranstalter også tilhører erhvervslivet. Iøvrigt med et dramatisk fald i niveau til følge.
Hvis Nick Hanauer er bange for høtyvene, så er jeg det for politistaten!
mandag den 8. september 2014
Banket på plads - om ammedebattens virkninger på unge mødre
En nybagt mor indfinder sig med sin to måneder gamle baby i lægens venteværelse. Efter lidt tid henvender hun sig til sekretæren (mig) og spørger forsigtigt, om det er muligt, at hun kan få lov til at pusle den lille?
"Selvfølgelig", svarer jeg og henter en puslepude samt et håndklæde fra et af konsultationsrummene og viser hende ind i et tilstødende lokale, hvor hun kan skifte sit barn i fred og ro. Før jeg når at lukke døren, spørger hun frygtsomt med lav stemme:
- "Er det også muligt... at jeg kan få lov til at... øh amme ham....?" ("amme" udtalt med hviskende stemme).
Først tror jeg næsten ikke engang, at jeg har hørt rigtigt.
- "Om du må amme dit barn? Ja naturligvis, det er du da velkommen til!".
- "Åhh, nå mange tak!... jeg vidste ikke... der bliver jo snakket så meget for tiden om kvinder, der ammer...", forklarer den unge mor undskyldende.
- "Argh, folk er FANME heller ikke rigtig kloge!", farer det ud af mig. "SELVFØLGELIG må du gerne sidde og amme, det manglede bare!!"
Jeg ved ikke, om dette decideret er en historie om sexisme. Men det ER i hvert fald en historie om, at kvinder er blevet banket på plads, når de går rundt som de rene undskyldninger for sig selv på grund af en åbenbart så anstødelig aktivitet som amning. Da jeg selv var småbarnsmor i 90'erne, gjorde vi det sgu da bare. Det var ikke engang noget, vi tænkte over. Amning blev regnet for en fuldkommen naturlig og neutral aktivitet. Men det går jo nok ikke sporløst hen over hovedet på kvinder, når de f.eks. kan læse toneangivende meningsdannere som Anne Sophia Hermansen med stor selvsikkerhed erklære: "Jamen det ER da lidt ulækkert". (Nå, ER det det?)
(http://annesophia.blogs.berlingske.dk/2010/07/03/jamen-det-er-da-lidt-ul%C3%A6kkert/)
Antifeministernes kampagne har sandelig båret frugt. Her i form af en i forvejen usikker nybagt mor, der er blevet gjort endnu mere usikker. Så usikker faktisk, at hun føler, hun skal spørge om lov til i det hele taget at være der.
Hvis man tager sig tid til at læse Anne Sophia Hermansens klumme, vil det fremgå at frontlinjen går imellem manden og barnet. Amme-hadet er en del af en kulturel kamp om hvem, der har den primære adkomst til kvindens bryster: Skal de være erotisk bekræftelse for mænd eller mad og kontakt for babyer?
Så de københavnske bybusser, med bare bryster hele vejen ned langs siden og den glade opfordring, "Nye bryster?", bør ikke undre os. Nej, for det er jo bryster til MÆND, ikke sandt. Og så må de pludselig godt være der. Ja, faktisk SKAL de helst være der - al den stund unge kvinder som bekendt forventes at seksualisere sig selv i pornografien og prostitutionens tegn.
Nu er jeg godt klar over, at masser af kvinder (som f.eks. her Anne Sophia Hermansen) har deltaget i denne nedgøring af moderkroppen. Men jeg vil sige det sådan, at den mand, hvis ego virkelig ikke tåler at se en kvinde ernære sin baby ved brystet, er efter min mening... et pattebarn!
søndag den 7. september 2014
FUCKING Lena Dunham får fingeren
Her får »FUCKING LENA DUNHAM« (skaber af serien, »Girls«) fingeren. For serien handler overhovedet ikke om farvede kvinders problemer (»woc« i moderne feministisk terminologi). Og hvordan skal man så tolke denne kendsgerning? Jo, sådan her:
»Lena Dunham har brug for sit hvide overherredømme for at komme frem, og hvide feminister har brug for at det lykkes Lena Dunham at komme frem. Farvede kvinder (for ikke at tale om farvede ikke-kvinder) er ikke relevante for de hvide feministers projekt. De tæller ikke som kvinder og deres rettigheder er uden interesse. De, der prioriterer at forsvarer Lena Dunham højere end de woc, hvis borgerrettigheder hun og Lesley Arfin lukrerer på at underkende for selv at klare sig, vælger deres stilling som hvide (eller hvide feminister) på bekostning af woc«.
(»Lena Dunham needs white supremacy to succeed, and white feminists need Lena Dunham to succeed. Women of color (much less not-women of color) are not relevant to the white feminist project. They do not count as women, and their rights are not valued. Defending Lena Dunham’s dignity over the personhood of the women of color that she and Lesley Arfin need to threaten in order to exist means that you are choosing your position as a white person (or a white feminist) at the expense of women of color«).
For at det ikke skal være løgn, har Lena Dunham ovenikøbet forsøgt at imødekomme kritikken med diverse offentlige undskyldninger, hvor hun anerkender fraværet af farvede kvinder (og farvede ikke-kvinder) som et problem. Men disse undskyldninger er dog alt for »svage« efter nærværende skribents mening.
Selv om Lena Dunham har underkastet sig kritikken, har hun altså ikke underkastet sig NOK. Og det der med at blive »called out«, hvorefter man forventes at slæbe sig helt uendeligt i støvet for at undskylde, hvilket dog sjældent fører til at brøden kan tilgives, er blevet virkelig stort inden tumblr-feminismen, er det gået op for mig. Og hold dog op, hvor folk også slæber sig på maven i støvet derovre, så snart fløjten lyder. Faktisk for de mest - efter min mening - urimelige anklager.
Lena Dunham har tilladt sig at lave en serie, der tematiserer hendes egen generation unge, hvide middelklassekvinders erfaring med kvindeundertrykkelse i en økonomisk krisetid. Det synes jeg ikke, at man kan taksere som værende et misbrug af de minoriteter, hvis undertrykkelse ikke bliver tematiseret ved samme lejlighed. Det er vel helt legitimt, hvis nu det er undertrykkelsen af hvide middelklassekvinder i sin egen generation, Lena Dunham kan sige noget om. Hvorfor skal hun så tvinges til at gøre sig klog på andre samfundsgruppers problemer? Det ville formentlig også bare skaffe hende en anden feministisk shitstorm på halsen, hvis hun gjorde det. Fordi hun derved gjorde sig skyldig i at lukrere på smerten i andre samfundslag for egen succes og vindings skyld.
Jeg har svært ved at forstå det underlige behov for at gøre mennesker, der rent faktisk støtter minoriteters kamp imod diskrimination, til skydeskive for anklager. Desuden nogle anklager grænsende til det esoteriske: Så som John Green, der har fået seriøst på hattepulden for f.eks. at have tilladt sig et spøgefuldt ordspil på en mexikansk helligdag - hvorved han angiveligt approprierede den (helligdagen), eller dengang han, som det anklagende hedder: »Assumed 2 women were not US citizens and were from Saudi Arabia because they wore “headscarves”«. (Jeg tror at netop den med at tage fejl af de to tilslørede kvinders nationale tilhørsforhold hører til mine yndlings-vanvittigheder på listen over John Greens usonelige synder).
Det er jo morsomt at tænke på at John Green og Lena Dunham formentlig ikke engang ville være enige med mig i mit forsvar for dem. De gør hvad de kan for at slæbe sig i støvet godt nok. Men det ser ikke ud til nogensinde at blive godt nok.
Hvornår er det godt nok?
Når de ikke siger noget mere?
http://feministfilm.tumblr.com/post/32929108603/i-didnt-wanna-contribute-to-anymore-of-this
»Lena Dunham har brug for sit hvide overherredømme for at komme frem, og hvide feminister har brug for at det lykkes Lena Dunham at komme frem. Farvede kvinder (for ikke at tale om farvede ikke-kvinder) er ikke relevante for de hvide feministers projekt. De tæller ikke som kvinder og deres rettigheder er uden interesse. De, der prioriterer at forsvarer Lena Dunham højere end de woc, hvis borgerrettigheder hun og Lesley Arfin lukrerer på at underkende for selv at klare sig, vælger deres stilling som hvide (eller hvide feminister) på bekostning af woc«.
(»Lena Dunham needs white supremacy to succeed, and white feminists need Lena Dunham to succeed. Women of color (much less not-women of color) are not relevant to the white feminist project. They do not count as women, and their rights are not valued. Defending Lena Dunham’s dignity over the personhood of the women of color that she and Lesley Arfin need to threaten in order to exist means that you are choosing your position as a white person (or a white feminist) at the expense of women of color«).
For at det ikke skal være løgn, har Lena Dunham ovenikøbet forsøgt at imødekomme kritikken med diverse offentlige undskyldninger, hvor hun anerkender fraværet af farvede kvinder (og farvede ikke-kvinder) som et problem. Men disse undskyldninger er dog alt for »svage« efter nærværende skribents mening.
Selv om Lena Dunham har underkastet sig kritikken, har hun altså ikke underkastet sig NOK. Og det der med at blive »called out«, hvorefter man forventes at slæbe sig helt uendeligt i støvet for at undskylde, hvilket dog sjældent fører til at brøden kan tilgives, er blevet virkelig stort inden tumblr-feminismen, er det gået op for mig. Og hold dog op, hvor folk også slæber sig på maven i støvet derovre, så snart fløjten lyder. Faktisk for de mest - efter min mening - urimelige anklager.
Lena Dunham har tilladt sig at lave en serie, der tematiserer hendes egen generation unge, hvide middelklassekvinders erfaring med kvindeundertrykkelse i en økonomisk krisetid. Det synes jeg ikke, at man kan taksere som værende et misbrug af de minoriteter, hvis undertrykkelse ikke bliver tematiseret ved samme lejlighed. Det er vel helt legitimt, hvis nu det er undertrykkelsen af hvide middelklassekvinder i sin egen generation, Lena Dunham kan sige noget om. Hvorfor skal hun så tvinges til at gøre sig klog på andre samfundsgruppers problemer? Det ville formentlig også bare skaffe hende en anden feministisk shitstorm på halsen, hvis hun gjorde det. Fordi hun derved gjorde sig skyldig i at lukrere på smerten i andre samfundslag for egen succes og vindings skyld.
Jeg har svært ved at forstå det underlige behov for at gøre mennesker, der rent faktisk støtter minoriteters kamp imod diskrimination, til skydeskive for anklager. Desuden nogle anklager grænsende til det esoteriske: Så som John Green, der har fået seriøst på hattepulden for f.eks. at have tilladt sig et spøgefuldt ordspil på en mexikansk helligdag - hvorved han angiveligt approprierede den (helligdagen), eller dengang han, som det anklagende hedder: »Assumed 2 women were not US citizens and were from Saudi Arabia because they wore “headscarves”«. (Jeg tror at netop den med at tage fejl af de to tilslørede kvinders nationale tilhørsforhold hører til mine yndlings-vanvittigheder på listen over John Greens usonelige synder).
Det er jo morsomt at tænke på at John Green og Lena Dunham formentlig ikke engang ville være enige med mig i mit forsvar for dem. De gør hvad de kan for at slæbe sig i støvet godt nok. Men det ser ikke ud til nogensinde at blive godt nok.
Hvornår er det godt nok?
Når de ikke siger noget mere?
http://feministfilm.tumblr.com/post/32929108603/i-didnt-wanna-contribute-to-anymore-of-this
lørdag den 6. september 2014
Den offentlige sektor: Magtens trojanske hest
Kronik, som blev bragt i Politiken 2011. Men som stadig er sørgeligt aktuel! Det kommer ikke (mere) an på regeringens farve, rød eller blå. Alle fører samme politik. Og hvorfor? Fordi kulturen er bleve neoliberal.
Der er tale om en liberalistisk revolution af velfærdsstaten, som regeringen prøver at skjule.
Jeg er dødeligt træt af at høre journalister spørge regeringen, hvad alle de ekstra penge i den offentlige sektor er gået til. Ikke fordi spørgsmålet er irrelevant. Tværtimod: En erklæret liberalistisk, højreorienteret regering har igennem 10 år ført en politik, der har medført en uhørt stigning i de offentlige udgifter. Der har aldrig været flere offentligt ansatte end nu!
Alligevel har nedgangen i serviceniveauet været mærkbar: forringede daginstitutioner, folkeskoler, gymnasier, universiteter, forskning, ældrepleje, hjemmehjælp, sundhedsvæsen, offentlig trafik – fortsæt selv listen. Alt er jo blevet dårligere ... samtidig med at der er blevet brugt flere penge. Man kan roligt sige, at politikerne skylder at fortælle danskerne, hvad i alverden det er, de har fået for deres skattekroner.
Det utålelige er, at politikerne igen og igen slipper af sted med at lade svaret blæse i vinden, samtidig med at de frækt udnytter spørgsmålets potentielle propagandaeffekt. I stedet for nemlig at spytte ud og fortælle danskerne, hvad der er blevet købt for deres penge, bruger politikerne lejligheden til at afmontere en anden alvorlig kritik, som med jævne mellemrum rejses: at regeringen nedbryder velfærdsstaten og fører en socialpolitik, der har ødelæggende konsekvenser for samfundets svageste.
Denne kritik afviser politikerne med henvisning til, at der jo aldrig er blevet brugt flere penge end netop nu, vel?! Ergo kan regeringen ikke beskyldes for hverken at svigte samfundets svageste eller være ude på at afskaffe velfærdsstaten. For det modbeviser pengeforbruget jo.
Hvor mange gange har vi ikke hørt Claus Hjort Frederiksen, Lars Løkke, Bertel Haarder – fortsæt selv listen – synge den sang?
Tilbage står journalisten, som endnu engang ikke har fået noget svar.
Men spørgsmålet er vigtigt. For vi har at gøre med intet mindre end en trojansk hest i moderne dansk politik! Et genialt (om end kynisk) strategisk greb fra regeringens side, der har gjort det muligt at bevare befolkningens tillid til, at ’så galt kommer det nok ikke til at gå’ (med velfærden), samtidig med at velfærdsstaten rent faktisk blev afgørende ændret indefra – nemlig den ånd og de værdier, som velfærdsstaten har hvilet på siden bistandslovens indførelse i 1976.
Lad os anskue udviklingen fra et lavpraktisk synspunkt:
Forleden mødte jeg tilfældigt en fyr, der kom lige fra et møde i jobcentret.
»Det er sgu første gang, en sagsbehandler lyttede til, hvad jeg gerne vil«, sagde han tydeligvis lettet. »Nå«, svarede jeg. »Hvordan plejer det da at være?«. »Ahr ja, du ved, de plejer at sætte en på kursus i jobsøgning ... eller i at skrive cv ... Det er der nok nogen, der har brug for at lære, ha ha. Men sgu ikke tre gange, vel? À 6 uger«.
»Har du været på mange af sådan nogle kurser?«, spørger jeg forundret. »Ja, for helvede«, griner han. »Eller hos sådan nogle konsulentfirmaer, hvor de underviser en i noget, bare et eller andet. Nogle steder er de meget søde. Andre ... «, han sukker og ryster på hovedet. »De skal bare tjene deres penge, ikke?«.
Det er egentlig utroligt, hvor mange mennesker sådan en enkelt arbejdsløs person holder i sving, slår det mig, imens jeg gør store øjne: sagsbehandlere i a-kasse såvel som jobcenter og en skov af konsulentfirmaer, der er skudt op som svar på regeringens dekreter om håndtering og aktivering af ledige.
Faktisk ser manden også noget slidt ud. Det gør folk på overførselsindkomster generelt, hvis man lægger mærke til det. Men der hviler også en tung byrde på dem, kan man jo sige. Pludselig står det nemlig lysende klart, hvad regeringen har brugt alle de ekstra penge i den offentlige sektor til. Ikke flere hjemmehjælpere, folkeskolelærere, gymnasielærere, vuggestuepædagoger, læger eller sygeplejersker – og slet ikke optimering – eller bare vedligeholdelse – af kollektiv trafik.
Nixen bixen. Det er ikke det, danskerne har fået.
Derimod har man ansat en hær af mennesker til at disciplinere folk på overførselsindkomster: arbejdsløse, bistandsklienter eller folk på sygedagpenge. Og har det været dyrt for samfundet? Ja! Men har borgeren fået velfærd for de penge? Nej! Ifølge Berlingske (10.4.) har kommunerne hyret 5.000 flere i administrationen siden 2007, regionerne har på to år brugt 700 mio. kr. mere på administrativt ansatte.
LÆS SIGNATURKlassekamp kommer tilbage på valgplakaten
Der er tale om en helt ny klasse af offentligt ansatte! En velfærdsløs udvidelse af den offentlige sektor. Regeringen har simpelthen opfundet en mængde nye arbejdsbyrder, som har gjort det nødvendigt at ansætte flere. Så enkelt er det. De nye arbejdsbyrder består nærmere bestemt i det mistænkeliggørende og nedværdigende kontroltyranni, man har indført over for borgere – såsom arbejdsløse eller bistandsklienter – og over for andre offentligt ansatte – så som hjemmehjælpere, skolelærere, universitetsansatte etc..
Lad mig eksemplificere: Universiteternes forskere afkræves som noget nyt minutiøs bevisførelse for deres produktivitet. Ud over at koste mængder af forskerens egen tid – der ellers kunne være brugt på netop den forskning, det i forvejen er en kamp at få tid til – koster det også en anden offentligt ansats dyre arbejdstid at overvåge forskerens indsendte dokumentation. Dette er et eksempel på regeringens ’nye’ arbejdsbyrder, som har gjort det nødvendigt at ansætte flere i den offentlige sektor.
Et andet eksempel: Arbejdsløse skal søge minimum fire job pr. uge og aflevere skriftlig dokumentation til deres a-kasse.
I a-kassen bruger de ansatte kostbar arbejdstid på at gennemgå og registrere jobsøgningsskemaerne. Ovre i jobcentrene sidder nogle andre sagsbehandlere, som også rekvirerer jævnlig dokumentation for aktiv jobsøgning og fører kontrol med oplysningerne. Beskæftigelsesministeriet har folk ansat til at troppe op i a-kasserne og gennemgå de lediges jobsøgning samt a-kasse og jobcenters overvågning heraf.
På samme måde er arbejdsløse forpligtet til en gang om ugen at klikke ind på jobnets hjemmeside, hvilket ligeledes overvåges af offentligt ansatte, idet forsømmelser udløser sanktioner. Og er det dyrt? Koster det skattekroner? Ja!!! Men er der nogen, der har fået velfærd for de penge? Varme hænder? Nej! Nogle over nakken ville være en mere præcis betegnelse...
Et eksempel på ændringerne af selve kulturen i det offentlige kunne være
sagsbehandleren for den borger, der søger om førtidspension. Kvaliteten af
sagsbehandlernes arbejde måles på, hvem der udbetaler færrest penge. I dag
er sagsbehandleres primære opgave m.a.o. ikke at hjælpe borgere med nedsat
erhvervsevne til at finde en løsning på deres problem, men derimod at undgå
at tildele førtidspension.
Derfor går sagsbehandlernes arbejdstid med at køre ansøgere igennem den arbejdsprøvningsmølle, som regeringen har opfundet til formålet, samt indhente diverse læge- og speciallægeerklæringer, som rutinemæssigt omstødes af kommunens egen lægekonsulent – alt sammen mundende ud i det afslag, som er kutyme. Det er nemlig stort set kun svært psykisk syge mennesker – retarderede, psykotiske eller skizofrene – der tildeles førtidspension i dagens Danmark.
Sagsbehandlerens arbejde består i at gøre det muligt for kommunen at give afslag på borgerens ansøgning. Og har det taget arbejdstid og kostet penge? Ja! Men er der nogen, der har fået velfærd for de penge? Nej! Pointen er desuden, at betrængte borgere oplever sagsbehandlere som deres modstandere og ikke som hjælp og støtte. I dag er sagsbehandlerens primære job ikke at sikre borgerens rettigheder, men derimod at beskytte det offentlige system imod borgerens krav.
Og det er en meget stor ændring af kulturen inden for det offentlige.
Ifølge bistandsloven var det opgaven at støtte betrængte borgere; fokus var principielt på borgerens behov og rettigheder, ligesom det var meningen med de offentligt ansatte, at de skulle være på individets side. Det er denne kultur, den siddende regering har nedbrudt ved at opfinde en ny klasse af offentligt ansatte, der udøver et kontroltyranni over folk uden for arbejdsmarkedet samt andre offentligt ansatte.
Den nye klasse af offentligt ansatte kunne passende kaldes ’magtens kontrollanter’. Regeringens forlængede arm...
Det er denne ændring af selve velfærdsstatens ånd, der er så revolutionerende
– en liberalistisk revolution i al diskret ubemærkethed. Der er tale om en
omvæltning af Danmark fra socialdemokratisk til liberalistisk sindet nation,
som har været omfattende, svær og dyr for den siddende regering at
gennemføre. Men – det er lykkedes! Oven i købet ved at bruge folkets
traditionelle højborg, velfærdsstaten, som magtens instrument… Og for
lønmodtagernes egne penge! Kan det overhovedet være bedre?
Regeringens udvidelse af den offentlige sektor er intet mindre end en opdatering af den berømte vittighedstegning fra trediverne, der forestiller en tykmavet grosserer i færd med af fodre en hund med dens egen hale. Det afmagrede dyr logrer oven i købet taknemligt med den blodige halestump.
Regeringen angribes jævnligt netop med henvisning til væksten i den offentlige sektor for at være en slags undercover Socialdemokrater, der kun besidder regeringsmagten imod ikke at føre liberalistisk, højreorienteret politik. For tiden forsøger de endda selv at få det til at se sådan ud … (jævnfør Jens Rohde i Politiken 4.4.: »Vi er blevet for kyniske i kampen om magten. Fokus de seneste ti år har været på at holde VKO sammen frem for på at være liberal«).
LÆS MEREV-profil: Vi er blevet for kyniske i kampen om magten
Og det lyder da plausibelt, så længe man forbinder liberalistisk politik snævert med minimalstat. Men faktum er, at der også findes andre måder at gennemføre en højreorienteret agenda. Det gennemskuer folk bare ikke, fordi borte har taget det lille ord ’klassekamp’ (samtidig med at Karl Marx’ økonomiske teori er blevet gjort ’fy da føj’ og nærmest forbudt at beskæftige sig med).
At føre højreorienteret politik vil også sige, at varetage visse samfundsgruppers interesser frem for andres, nemlig kernevælgernes, de såkaldt besiddende klasser, der enten ejer virksomheden/arbejdspladsen eller lønmodtagere med status af leder eller overordnet. Hvis man derfor fisker ’klassekamp’ op af mølposen og sætter ordet som overskrift for regeringens politik, vil man opdage, at borgerlige kernevælgere med stor konsekvens er blevet tilgodeset, imens almindelige lønmodtageres interesser tilsvarende konsekvent er blevet undergravet.
For eksempel er den velfærdsløse udvidelse af den offentlige sektor netop ikke finansieret af regeringens kernevælgere (idet man ved, at lønmodtagere uden diverse kreative fradragsmuligheder er dem, der langt overvejende skattefinancierer det offentlige), men derimod af Socialdemokraternes vælgere. Og ser man efter, varetager den nye klasse af offentligt ansatte konsekvent erhvervslivet og arbejdsgivernes interesse i at kunne disponere over arbejdskraften så fuldstændigt som muligt!
Der føres en politik over for folk på overførselsindkomster, der er mistænkeliggørende, nedgørende og ydmygende. Velkendte, effektive metoder til at nedbryde selvtillid og selvværd med store psykologiske omkostninger for den enkelte. Alle undersøgelser viser da også, at folk uden for arbejdsmarkedet er den gruppe, der trives notorisk dårligst, er mest stresset og har flest behandlingskrævende psykiske problemer. Ydmygelsen og mistænkeliggørelsen af folk uden for arbejdsmarkedet har også ført til et voldsomt fald i de almindelige lønmodtageres selvbevidsthed og vilje til at kæmpe for egne interesser. (Hvem vil risikere at ryge derud ...?).
Ved et møde i min egen a-kasse (Journalisternes A-kasse) var jeg vidne til, at en ledig grafiker forhørte sig hos a-kassekonsulenten om muligheden for at gå under minimumslønnen. A-kassekonsulenten forsøgte sig med en halvhjertet opfordring til medlemmet om at stille rimelige krav, men var i sidste ende ikke afvisende over for at underbyde andre ansøgeres lønkrav i konkurrencen om en stilling.
Senere på mødet kom det frem, at flere havde været i kommunal aktivering (hvor man arbejder for sin understøttelse og således er gratis arbejdskraft for arbejdsstedet) på fuld tid, skønt understøttelsen kun dækker en 32-timers arbejdsuge. De pågældende havde m.a.o. arbejdet gratis i, hvad der svarede til en eller to måneder. Vel at mærke professionelt udført arbejde. Alligevel ønskede ingen af dem at gøre noget ved det. Skidt da være med, at man var kommet til at arbejde 37 timer i stedet for 32...
Overalt i medierne skives og tales der – f. eks. i sagen med Milena Penkowa – om fraværet af såkaldte whistleblowers, der skulle sige fra i forhold til ledelsesmæssige svigt og misbrug på arbejdspladserne. Den nødvendige civilkurage er ikke mere til stede. Folk tør hverken stille krav eller være kritiske. Danske lønmodtagere er til salg for en femøre!
Offentligt ansatte så som hjemmehjælpere, skolelærere, gymnasielærere, universitetsansatte, der tidligere havde en vis status og nød almindelig respekt i befolkningen, er via regeringens konsekvente nedsættende mistænkeliggørelse degraderet til pariaer, der kan skældes ud på og hundses rundt med.
Det er klart, at en medgørlig arbejdskraft, der lydigt springer til, når det kræves, og som er villig til at se stort på egne rettigheder og interesser, passer arbejdsgiverne fint. Den siddende regering er således på ingen måde skabssocialdemokrater. Den har med stor konsekvens ført klassekamp til fordel for samfundets velbjærgede.
Men unægtelig på en smart måde: Udvidelsen af den offentlige sektor i dyre domme er intet mindre end en trojansk hest, der har gjort det muligt at ændre velfærdsstaten indefra! Ikke at det har medført nogen form for forbedring af landets økonomi eller konkurrenceevne. Men afgjort så det er blevet en helt anden historie at være lønmodtager i forhold til for 30 år siden. Sikkerhedsnettet og den sociale tryghed er gennemhullet. Store grupper af almindelige lønmodtagere har mistet status og er blevet notorisk mistænkeliggjort.
Folk uden for arbejdsmarkedet omtales og behandles som pariaer uden rettigheder. Og som bekendt er morgendagens ledige jo gårsdagens lønmodtagere. En lille detalje, som fagforeningerne desværre har overset med det resultat, at deres medlemmer står med fletningerne i postkassen, i samme øjeblik de mister jobbet – for så er der ikke længere nogen, der kæmper for deres interesser og forsvarer deres rettigheder.
Forleden mødte jeg tilfældigt en fyr, der kom lige fra et møde i jobcentret.
»Det er sgu første gang, en sagsbehandler lyttede til, hvad jeg gerne vil«, sagde han tydeligvis lettet. »Nå«, svarede jeg. »Hvordan plejer det da at være?«. »Ahr ja, du ved, de plejer at sætte en på kursus i jobsøgning ... eller i at skrive cv ... Det er der nok nogen, der har brug for at lære, ha ha. Men sgu ikke tre gange, vel? À 6 uger«.
»Har du været på mange af sådan nogle kurser?«, spørger jeg forundret. »Ja, for helvede«, griner han. »Eller hos sådan nogle konsulentfirmaer, hvor de underviser en i noget, bare et eller andet. Nogle steder er de meget søde. Andre ... «, han sukker og ryster på hovedet. »De skal bare tjene deres penge, ikke?«.
Det er egentlig utroligt, hvor mange mennesker sådan en enkelt arbejdsløs person holder i sving, slår det mig, imens jeg gør store øjne: sagsbehandlere i a-kasse såvel som jobcenter og en skov af konsulentfirmaer, der er skudt op som svar på regeringens dekreter om håndtering og aktivering af ledige.
Faktisk ser manden også noget slidt ud. Det gør folk på overførselsindkomster generelt, hvis man lægger mærke til det. Men der hviler også en tung byrde på dem, kan man jo sige. Pludselig står det nemlig lysende klart, hvad regeringen har brugt alle de ekstra penge i den offentlige sektor til. Ikke flere hjemmehjælpere, folkeskolelærere, gymnasielærere, vuggestuepædagoger, læger eller sygeplejersker – og slet ikke optimering – eller bare vedligeholdelse – af kollektiv trafik.
Nixen bixen. Det er ikke det, danskerne har fået.
Derimod har man ansat en hær af mennesker til at disciplinere folk på overførselsindkomster: arbejdsløse, bistandsklienter eller folk på sygedagpenge. Og har det været dyrt for samfundet? Ja! Men har borgeren fået velfærd for de penge? Nej! Ifølge Berlingske (10.4.) har kommunerne hyret 5.000 flere i administrationen siden 2007, regionerne har på to år brugt 700 mio. kr. mere på administrativt ansatte.
LÆS SIGNATURKlassekamp kommer tilbage på valgplakaten
Der er tale om en helt ny klasse af offentligt ansatte! En velfærdsløs udvidelse af den offentlige sektor. Regeringen har simpelthen opfundet en mængde nye arbejdsbyrder, som har gjort det nødvendigt at ansætte flere. Så enkelt er det. De nye arbejdsbyrder består nærmere bestemt i det mistænkeliggørende og nedværdigende kontroltyranni, man har indført over for borgere – såsom arbejdsløse eller bistandsklienter – og over for andre offentligt ansatte – så som hjemmehjælpere, skolelærere, universitetsansatte etc..
Lad mig eksemplificere: Universiteternes forskere afkræves som noget nyt minutiøs bevisførelse for deres produktivitet. Ud over at koste mængder af forskerens egen tid – der ellers kunne være brugt på netop den forskning, det i forvejen er en kamp at få tid til – koster det også en anden offentligt ansats dyre arbejdstid at overvåge forskerens indsendte dokumentation. Dette er et eksempel på regeringens ’nye’ arbejdsbyrder, som har gjort det nødvendigt at ansætte flere i den offentlige sektor.
Et andet eksempel: Arbejdsløse skal søge minimum fire job pr. uge og aflevere skriftlig dokumentation til deres a-kasse.
I a-kassen bruger de ansatte kostbar arbejdstid på at gennemgå og registrere jobsøgningsskemaerne. Ovre i jobcentrene sidder nogle andre sagsbehandlere, som også rekvirerer jævnlig dokumentation for aktiv jobsøgning og fører kontrol med oplysningerne. Beskæftigelsesministeriet har folk ansat til at troppe op i a-kasserne og gennemgå de lediges jobsøgning samt a-kasse og jobcenters overvågning heraf.
På samme måde er arbejdsløse forpligtet til en gang om ugen at klikke ind på jobnets hjemmeside, hvilket ligeledes overvåges af offentligt ansatte, idet forsømmelser udløser sanktioner. Og er det dyrt? Koster det skattekroner? Ja!!! Men er der nogen, der har fået velfærd for de penge? Varme hænder? Nej! Nogle over nakken ville være en mere præcis betegnelse...
Den nye klasse af offentligt ansatte kunne passende kaldes ?magtens kontrollanter?. Regeringens forlængede arm...Jette Hansen
Derfor går sagsbehandlernes arbejdstid med at køre ansøgere igennem den arbejdsprøvningsmølle, som regeringen har opfundet til formålet, samt indhente diverse læge- og speciallægeerklæringer, som rutinemæssigt omstødes af kommunens egen lægekonsulent – alt sammen mundende ud i det afslag, som er kutyme. Det er nemlig stort set kun svært psykisk syge mennesker – retarderede, psykotiske eller skizofrene – der tildeles førtidspension i dagens Danmark.
Sagsbehandlerens arbejde består i at gøre det muligt for kommunen at give afslag på borgerens ansøgning. Og har det taget arbejdstid og kostet penge? Ja! Men er der nogen, der har fået velfærd for de penge? Nej! Pointen er desuden, at betrængte borgere oplever sagsbehandlere som deres modstandere og ikke som hjælp og støtte. I dag er sagsbehandlerens primære job ikke at sikre borgerens rettigheder, men derimod at beskytte det offentlige system imod borgerens krav.
Og det er en meget stor ændring af kulturen inden for det offentlige.
Ifølge bistandsloven var det opgaven at støtte betrængte borgere; fokus var principielt på borgerens behov og rettigheder, ligesom det var meningen med de offentligt ansatte, at de skulle være på individets side. Det er denne kultur, den siddende regering har nedbrudt ved at opfinde en ny klasse af offentligt ansatte, der udøver et kontroltyranni over folk uden for arbejdsmarkedet samt andre offentligt ansatte.
Den nye klasse af offentligt ansatte kunne passende kaldes ’magtens kontrollanter’. Regeringens forlængede arm...
Folk tør hverken stille krav eller være kritiske. Danske lønmodtagere er til salg for en femøre!Jette Hansen
Regeringens udvidelse af den offentlige sektor er intet mindre end en opdatering af den berømte vittighedstegning fra trediverne, der forestiller en tykmavet grosserer i færd med af fodre en hund med dens egen hale. Det afmagrede dyr logrer oven i købet taknemligt med den blodige halestump.
Regeringen angribes jævnligt netop med henvisning til væksten i den offentlige sektor for at være en slags undercover Socialdemokrater, der kun besidder regeringsmagten imod ikke at føre liberalistisk, højreorienteret politik. For tiden forsøger de endda selv at få det til at se sådan ud … (jævnfør Jens Rohde i Politiken 4.4.: »Vi er blevet for kyniske i kampen om magten. Fokus de seneste ti år har været på at holde VKO sammen frem for på at være liberal«).
LÆS MEREV-profil: Vi er blevet for kyniske i kampen om magten
Og det lyder da plausibelt, så længe man forbinder liberalistisk politik snævert med minimalstat. Men faktum er, at der også findes andre måder at gennemføre en højreorienteret agenda. Det gennemskuer folk bare ikke, fordi borte har taget det lille ord ’klassekamp’ (samtidig med at Karl Marx’ økonomiske teori er blevet gjort ’fy da føj’ og nærmest forbudt at beskæftige sig med).
At føre højreorienteret politik vil også sige, at varetage visse samfundsgruppers interesser frem for andres, nemlig kernevælgernes, de såkaldt besiddende klasser, der enten ejer virksomheden/arbejdspladsen eller lønmodtagere med status af leder eller overordnet. Hvis man derfor fisker ’klassekamp’ op af mølposen og sætter ordet som overskrift for regeringens politik, vil man opdage, at borgerlige kernevælgere med stor konsekvens er blevet tilgodeset, imens almindelige lønmodtageres interesser tilsvarende konsekvent er blevet undergravet.
For eksempel er den velfærdsløse udvidelse af den offentlige sektor netop ikke finansieret af regeringens kernevælgere (idet man ved, at lønmodtagere uden diverse kreative fradragsmuligheder er dem, der langt overvejende skattefinancierer det offentlige), men derimod af Socialdemokraternes vælgere. Og ser man efter, varetager den nye klasse af offentligt ansatte konsekvent erhvervslivet og arbejdsgivernes interesse i at kunne disponere over arbejdskraften så fuldstændigt som muligt!
Der føres en politik over for folk på overførselsindkomster, der er mistænkeliggørende, nedgørende og ydmygende. Velkendte, effektive metoder til at nedbryde selvtillid og selvværd med store psykologiske omkostninger for den enkelte. Alle undersøgelser viser da også, at folk uden for arbejdsmarkedet er den gruppe, der trives notorisk dårligst, er mest stresset og har flest behandlingskrævende psykiske problemer. Ydmygelsen og mistænkeliggørelsen af folk uden for arbejdsmarkedet har også ført til et voldsomt fald i de almindelige lønmodtageres selvbevidsthed og vilje til at kæmpe for egne interesser. (Hvem vil risikere at ryge derud ...?).
Ved et møde i min egen a-kasse (Journalisternes A-kasse) var jeg vidne til, at en ledig grafiker forhørte sig hos a-kassekonsulenten om muligheden for at gå under minimumslønnen. A-kassekonsulenten forsøgte sig med en halvhjertet opfordring til medlemmet om at stille rimelige krav, men var i sidste ende ikke afvisende over for at underbyde andre ansøgeres lønkrav i konkurrencen om en stilling.
Senere på mødet kom det frem, at flere havde været i kommunal aktivering (hvor man arbejder for sin understøttelse og således er gratis arbejdskraft for arbejdsstedet) på fuld tid, skønt understøttelsen kun dækker en 32-timers arbejdsuge. De pågældende havde m.a.o. arbejdet gratis i, hvad der svarede til en eller to måneder. Vel at mærke professionelt udført arbejde. Alligevel ønskede ingen af dem at gøre noget ved det. Skidt da være med, at man var kommet til at arbejde 37 timer i stedet for 32...
Overalt i medierne skives og tales der – f. eks. i sagen med Milena Penkowa – om fraværet af såkaldte whistleblowers, der skulle sige fra i forhold til ledelsesmæssige svigt og misbrug på arbejdspladserne. Den nødvendige civilkurage er ikke mere til stede. Folk tør hverken stille krav eller være kritiske. Danske lønmodtagere er til salg for en femøre!
Offentligt ansatte så som hjemmehjælpere, skolelærere, gymnasielærere, universitetsansatte, der tidligere havde en vis status og nød almindelig respekt i befolkningen, er via regeringens konsekvente nedsættende mistænkeliggørelse degraderet til pariaer, der kan skældes ud på og hundses rundt med.
Det er klart, at en medgørlig arbejdskraft, der lydigt springer til, når det kræves, og som er villig til at se stort på egne rettigheder og interesser, passer arbejdsgiverne fint. Den siddende regering er således på ingen måde skabssocialdemokrater. Den har med stor konsekvens ført klassekamp til fordel for samfundets velbjærgede.
Men unægtelig på en smart måde: Udvidelsen af den offentlige sektor i dyre domme er intet mindre end en trojansk hest, der har gjort det muligt at ændre velfærdsstaten indefra! Ikke at det har medført nogen form for forbedring af landets økonomi eller konkurrenceevne. Men afgjort så det er blevet en helt anden historie at være lønmodtager i forhold til for 30 år siden. Sikkerhedsnettet og den sociale tryghed er gennemhullet. Store grupper af almindelige lønmodtagere har mistet status og er blevet notorisk mistænkeliggjort.
Folk uden for arbejdsmarkedet omtales og behandles som pariaer uden rettigheder. Og som bekendt er morgendagens ledige jo gårsdagens lønmodtagere. En lille detalje, som fagforeningerne desværre har overset med det resultat, at deres medlemmer står med fletningerne i postkassen, i samme øjeblik de mister jobbet – for så er der ikke længere nogen, der kæmper for deres interesser og forsvarer deres rettigheder.
Naturligvis til regeringen og arbejdsgiverorganisationernes tilfredshed, da
disse for længst har forstået, at undertrykkelsen af ledige er et endog
meget effektivt middel til disciplinering af arbejdskraften.
I øjeblikket vælter afsløringer af den siddende regerings manipulation og arrogante magtmisbrug frem. Der er grund til også at stille politikerne til regnskab for nedbrydningen af den offentlige sektor indefra; en nedbrydningen finansieret ved et uansvarligt forbrug af lønmodtagernes skattekroner.
I øjeblikket vælter afsløringer af den siddende regerings manipulation og arrogante magtmisbrug frem. Der er grund til også at stille politikerne til regnskab for nedbrydningen af den offentlige sektor indefra; en nedbrydningen finansieret ved et uansvarligt forbrug af lønmodtagernes skattekroner.
Feministisk shitstorm
Jeg synes, jeg har bemærket, at den amerikanske tumblr-feminisme er ved at udvikle sig til en slags diktatur.
Lad mig fortælle, hvordan det gik til, at den kendte amerikanske forfatter og feminist, John Green (»The Fault in Our Stars«), blev ramt af en kæmpe feministisk shitstorm inde på Tumblr for 4 måneder siden.
Det begyndte med, at Jonh Green blev optaget på New York Times' årlige top-hundrede liste over mest indflydelsesrige personer. Dette skaffede ham imidlertid hurtigt et konfronterende spørgsmål på halsen, der lød således:
»What are your thoughts on Laverne Cox not making the time 100, despite her getting like the fifth most votes in the polls?«
(For de, der ikke skulle vide det, er Laverne Cox den transseksuelle skuespiller, der spiller Sophia Burset i »Orange is the new Black«)
I danske øren lyder spørgsmålet måske lige lovligt inkvisitorisk og underligt afkrævende i sin tone. Men de har det jo også med at være nogle år forud for os i USA.
Hvorom alting er, - John Green svarer overordentligt anerkendende og respektfuldt på spørgsmålet:
»Laverne Cox is the most visible trans person of color in the world and she has helped millions of people to learn about trans people and the discrimination they face. I think Laverne Cox is one of the most important and influential people in the world and should’ve been included in the TIME 100.«
Dette svar fik imidlertid en veritabel feministisk shit-storm til at rejse sig.
Hvad havde John Green gjort forkert?
Her er et par eksempler på den kritik, som lød:
1) »"Trans person" fuck off john green. She is a trans woman. the fact that she is a trans woman is so important and the fact that he conveniently said “trans person” was just a clever way of saying “i dont see you as x, i see you as a person”
Degendering trans women is fucking evil«.
2) »He referred to Laverne as a trans “person” instead of trans woman. Degendering trans women when you are fully aware that they are women is transmisogynistic«.
Fordi John Green siger "trans person" i stedet for "trans woman" gør hans erklæring til støtte for Laverne Cox ham i disse feministers øjne til transmisogyn og forpulet ond (»fucking evil«).
Allerede den konfronterende afkrævende holdning til John Green forkommer måske mange en smule tyrannisk. Det ville jo f.eks. svare til, hvis vi gik løs på Henrik Marstall herhjemme, fordi han nød en »hvid ciskønnet« mands privilegier i pressen, imens han forsvarede kvindesagen - og afkrævede ham en eller anden form for afbigt i den anledning.
*******
Men vent! Der er flere tumblr-feministiske shitstorme.
Her er en video, hvor John Green svarer en ung pige, der gerne vil vide, hvordan hun skal bære sig ad med at blive populær hos fyrene: (https://www.youtube.com/
Enten må hun:
1) Blive til en giraf (fyre foretrækker beviseligt videoer om giraffer frem for videoer om feminisme).
2) Blive til World of Warcraft (siger vist sig selv).
3) Blive noget, der hedder "hot" og som kommer i to versioner: a) et kønsmodent individ, som egner sig til at danne par med eller b) den kulturelt konstruerede definition af "hot" som indebærer, at pågældende person er fejlernæret og formentlig har fået implantater i brysterne.
4) Være sig selv (skønt der formentlig ikke er nogen, der rigtigt ved, hvad det er).
5) Opfylde kulturen og dermed fyrenes forventninger til kvinder om, at agere som fjollede og småtbegavede væsner.
6) Satse på de ukonventionelle fyre ("nerds"). Okay, de er måske en smule needy. Men de er følsomme og omsorgsfulde og de vil være søde ved hende.
Og så en afsluttende salut til fyrene: Ukonventionelle piger ("nerd girls") udgør verdens største og mest underkendte ressource til romantisk kærlighed. De, der ikke kan se, at ukonventionelle kvinder er hotte, viser bare at de slet ikke ved, hvad "hot" er - afslutter John Green.
Jeg ville jo egentlig mene, at det var et ganske kvindesolidarisk svar, John Green gav den unge pige. Ikke desto mindre skaffede det ham følgende rædselsfulde skudsmål i tumblr-miljøet (Og nej, jeg ved det godt: Notalltumblrfeminists!):
1) »Shamer« tynde kvinder og kvinder med spiseforstyrrelser
2) Fordømmer kvinder, der har valgt at lade sig plasticoperere.
3) Gør sig skyldig i ekstremt stærk heteronormativitet (det må enten være fordi han ikke foreslår pigen at blive kæreste med en anden pige eller folk med anden kønsidentitet end heteroseksuel, eller også fordi han bringer kvindelig biologi ind i billedet (kønsmodning), - går jeg ud fra). Jeg har nogen gange svært ved at følge tumblr-feministernes analyser.
4) Tingsliggør ukonventionelle kvinder
5) Slutshaming
Her kommer replikken: »(John Green) commented on how nerd women are an “under-utilized romantic resource” instead of, you know, human beings. The comment also manages to be exceedingly heteronormative and slut-shaming, and enforces the hierarchy of high maintenance/low maintenance, self-confident/beautiful but doesn’t know it. In the same video he shamed thin women / women with eating disorders and condemned those who’ve chosen to undergo cosmetic surgery “and then there’s the weird culturally constructed definition of hot which means that an individual is malnourished and has probably had plastic bags inserted into her breasts.”« (http://
Okay, når jeg skal være helt ærlig kunne jeg faktisk ikke afkode, hvad der menes med »enforces the hierarchy of high maintenance/low maintenance, self-confident/beautiful« - så hvis nogen ved, hvad det betyder, vil jeg meget gerne høre det.
**************
Vi er stadigvæk ikke færdige. For John Green har endnu mere på samvittigheden.
Et udvalg:
1) Made fun of and appropriated the important cultural holiday Cinco de Mayo by creating “Hanko de Mayo”.
He then refused to apologize when called out for this (1 | 2 | 3 | 4)
(Jeg går ud fra at vi er ovre i racismeafdelingen her - eller kulturimperialisme måske).
2) Seems to support that “fat” people can be shamed into losing weight.
3) Assumed 2 women were not US citizens and were from Saudi Arabia because they wore “headscarves”
4) Use of the word “kafir” in An Abundance of Katherines
(http://riotingfeminist.tumblr.com/post/48221417292/john-green)
De sidste fire kritikpunkter har jeg ikke kunnet udrede baggrunden for. Jeg kan bare se, at de ligger der sammen med kritikken imod Green for videobloggen og brugen af ordet »trans person« i stedet for »trans woman«.
*************
Når jeg ser at en sådan kritik kan vinde anerkendelse, tænker jeg, at der er noget helt galt med proportionssansen, evnen til at se helheder og til at læse indenad.
Desuden bemærker jeg, at der er ved at blive opfundet et nyt sprog med nye begrebsliggørelser og nye kategorier. Et langt stykke hen ad vejen synes jeg, det er godt at udvikle begreber for det, man vil kritisere. Men tumblr-feministernes sprogbrug er ved at antage en anden karakter, der nærmer sig det krukket uigenkendelige og som tyder på en ambition om at gøre sproget »rent« og uangribeligt. Ambitioner om »renhed« er aldrig godt. Det er heller ikke godt at feminismens focus skifter fra at kritisere kulturens kvindeundertrykkelse til at agere nidkært sprogpoliti indadtil over for hinanden. Den udvikling, synes jeg ikke er værd at overtage fra USA.
Abonner på:
Opslag (Atom)