mandag den 8. september 2014
Banket på plads - om ammedebattens virkninger på unge mødre
En nybagt mor indfinder sig med sin to måneder gamle baby i lægens venteværelse. Efter lidt tid henvender hun sig til sekretæren (mig) og spørger forsigtigt, om det er muligt, at hun kan få lov til at pusle den lille?
"Selvfølgelig", svarer jeg og henter en puslepude samt et håndklæde fra et af konsultationsrummene og viser hende ind i et tilstødende lokale, hvor hun kan skifte sit barn i fred og ro. Før jeg når at lukke døren, spørger hun frygtsomt med lav stemme:
- "Er det også muligt... at jeg kan få lov til at... øh amme ham....?" ("amme" udtalt med hviskende stemme).
Først tror jeg næsten ikke engang, at jeg har hørt rigtigt.
- "Om du må amme dit barn? Ja naturligvis, det er du da velkommen til!".
- "Åhh, nå mange tak!... jeg vidste ikke... der bliver jo snakket så meget for tiden om kvinder, der ammer...", forklarer den unge mor undskyldende.
- "Argh, folk er FANME heller ikke rigtig kloge!", farer det ud af mig. "SELVFØLGELIG må du gerne sidde og amme, det manglede bare!!"
Jeg ved ikke, om dette decideret er en historie om sexisme. Men det ER i hvert fald en historie om, at kvinder er blevet banket på plads, når de går rundt som de rene undskyldninger for sig selv på grund af en åbenbart så anstødelig aktivitet som amning. Da jeg selv var småbarnsmor i 90'erne, gjorde vi det sgu da bare. Det var ikke engang noget, vi tænkte over. Amning blev regnet for en fuldkommen naturlig og neutral aktivitet. Men det går jo nok ikke sporløst hen over hovedet på kvinder, når de f.eks. kan læse toneangivende meningsdannere som Anne Sophia Hermansen med stor selvsikkerhed erklære: "Jamen det ER da lidt ulækkert". (Nå, ER det det?)
(http://annesophia.blogs.berlingske.dk/2010/07/03/jamen-det-er-da-lidt-ul%C3%A6kkert/)
Antifeministernes kampagne har sandelig båret frugt. Her i form af en i forvejen usikker nybagt mor, der er blevet gjort endnu mere usikker. Så usikker faktisk, at hun føler, hun skal spørge om lov til i det hele taget at være der.
Hvis man tager sig tid til at læse Anne Sophia Hermansens klumme, vil det fremgå at frontlinjen går imellem manden og barnet. Amme-hadet er en del af en kulturel kamp om hvem, der har den primære adkomst til kvindens bryster: Skal de være erotisk bekræftelse for mænd eller mad og kontakt for babyer?
Så de københavnske bybusser, med bare bryster hele vejen ned langs siden og den glade opfordring, "Nye bryster?", bør ikke undre os. Nej, for det er jo bryster til MÆND, ikke sandt. Og så må de pludselig godt være der. Ja, faktisk SKAL de helst være der - al den stund unge kvinder som bekendt forventes at seksualisere sig selv i pornografien og prostitutionens tegn.
Nu er jeg godt klar over, at masser af kvinder (som f.eks. her Anne Sophia Hermansen) har deltaget i denne nedgøring af moderkroppen. Men jeg vil sige det sådan, at den mand, hvis ego virkelig ikke tåler at se en kvinde ernære sin baby ved brystet, er efter min mening... et pattebarn!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hej Jette
SvarSletDu virker til at være god til at argumentere.
Jeg håber, du så kan (og vil) forklare mig hvilke belæg, der er for at sammenligne plastikkirurgernes (usmageligt advokerende) busreklamer med den potentielle 'blufærdighedskrænkelse' ved at observere en nærværende persons blottelse (eller socialt høflige anstrengelser for at undgå det, fx for ikke at få mistolket en uantastet observation af begivenheden, som udtryk for seksuel interesse). En nærværende blottelse er jo socialt ikke engang at sammenligne med at folk klæder sig af i fjernsynet (hvor observatøren, lidt afhængigt af sit i stuen nærværende selskab, ugenert kan kigge løs på billedfladen, uanset om billedblottelsen forekommer observatøren sexet, ulækker eller bare klinisk nøgengørende)?
Jeg finder for øvrigt også, at synspunktet om, at amning skulle være direkte 'ulækkert', forekommer bizart kropsforskrækket. Jeg anser også de omtalte busreklamers advokeren for operative indgreb og proteser, via kanøflende skønhedsidealer (og som oftest photoshoppede billeder) for kommercielt og humanitært ulækre, til gengæld. Det har bare ikke noget med spørgsmålet om blufærdighed ved nærværende amning at gøre, for mig at se.
Sammenligningen med busbillederne undrer mig des mere, fordi de, der benytter den, som oftest også er udtalte kritikere af genstandsgørelse af mennesker (eller i hvert fald af kvinder). Hvordan er ræsonnementet da for at sammenligne afbildet blottelse/nøgenhed (objekt) med nærværende menneskers (subjekters) sociale samspil og eventuelle antastelse i rum hvor den ene part finder behov for at klæde sig af?
Uanset hvad man mener om lokale grænser for det behovs frie udfoldelsesret, skulle det vel være helt åbenlyst at den nærværende blottelse (eller allehånde nærværende handlinger i øvrigt) har en anderledes intenst antastende social virkning end blotte billeder af samme?
Jeg kan altså sagtens følge at man politisk er imod reklamer for unødvendige operative indgreb og proteser. Lad os gerne få det afskaffet, på linje med cigaretreklamer.
Ved at blande det sammen med problematikken ved social blufærdighed omkring nærværende ammende kvinder opnås der, for den her humanist at se, bare at genstandsgøre levende kvinder og børn mere end tilfældet var, idet de og deres handlinger ligestilles med afbildning af det samme, som instrument i en normativ dagsorden. Men måske du kan rede trådene ud for mig?
Jeg er måske blevet forvirret af at fokusere for meget på nærværende psykologi og socialitet, som væsensforskellig fra snak om samme.(?)
mvh Steffen