Kronik, som blev bragt i Politiken 2011. Men som stadig er sørgeligt aktuel! Det kommer ikke (mere) an på regeringens farve, rød eller blå. Alle fører samme politik. Og hvorfor? Fordi kulturen er bleve neoliberal.
Der er tale om en liberalistisk revolution af velfærdsstaten, som regeringen prøver at skjule.
Jeg er dødeligt træt af at høre journalister spørge regeringen, hvad alle de ekstra penge i den offentlige sektor er gået til. Ikke fordi spørgsmålet er irrelevant. Tværtimod: En erklæret liberalistisk, højreorienteret regering har igennem 10 år ført en politik, der har medført en uhørt stigning i de offentlige udgifter. Der har aldrig været flere offentligt ansatte end nu!
Alligevel har nedgangen i serviceniveauet været mærkbar: forringede daginstitutioner, folkeskoler, gymnasier, universiteter, forskning, ældrepleje, hjemmehjælp, sundhedsvæsen, offentlig trafik – fortsæt selv listen. Alt er jo blevet dårligere ... samtidig med at der er blevet brugt flere penge. Man kan roligt sige, at politikerne skylder at fortælle danskerne, hvad i alverden det er, de har fået for deres skattekroner.
Det utålelige er, at politikerne igen og igen slipper af sted med at lade svaret blæse i vinden, samtidig med at de frækt udnytter spørgsmålets potentielle propagandaeffekt. I stedet for nemlig at spytte ud og fortælle danskerne, hvad der er blevet købt for deres penge, bruger politikerne lejligheden til at afmontere en anden alvorlig kritik, som med jævne mellemrum rejses: at regeringen nedbryder velfærdsstaten og fører en socialpolitik, der har ødelæggende konsekvenser for samfundets svageste.
Denne kritik afviser politikerne med henvisning til, at der jo aldrig er blevet brugt flere penge end netop nu, vel?! Ergo kan regeringen ikke beskyldes for hverken at svigte samfundets svageste eller være ude på at afskaffe velfærdsstaten. For det modbeviser pengeforbruget jo.
Hvor mange gange har vi ikke hørt Claus Hjort Frederiksen, Lars Løkke, Bertel Haarder – fortsæt selv listen – synge den sang?
Tilbage står journalisten, som endnu engang ikke har fået noget svar.
Men spørgsmålet er vigtigt. For vi har at gøre med intet mindre end en trojansk hest i moderne dansk politik! Et genialt (om end kynisk) strategisk greb fra regeringens side, der har gjort det muligt at bevare befolkningens tillid til, at ’så galt kommer det nok ikke til at gå’ (med velfærden), samtidig med at velfærdsstaten rent faktisk blev afgørende ændret indefra – nemlig den ånd og de værdier, som velfærdsstaten har hvilet på siden bistandslovens indførelse i 1976.
Lad os anskue udviklingen fra et lavpraktisk synspunkt:
Forleden mødte jeg tilfældigt en fyr, der kom lige fra et møde i jobcentret.
»Det er sgu første gang, en sagsbehandler lyttede til, hvad jeg gerne vil«, sagde han tydeligvis lettet. »Nå«, svarede jeg. »Hvordan plejer det da at være?«. »Ahr ja, du ved, de plejer at sætte en på kursus i jobsøgning ... eller i at skrive cv ... Det er der nok nogen, der har brug for at lære, ha ha. Men sgu ikke tre gange, vel? À 6 uger«.
»Har du været på mange af sådan nogle kurser?«, spørger jeg forundret. »Ja, for helvede«, griner han. »Eller hos sådan nogle konsulentfirmaer, hvor de underviser en i noget, bare et eller andet. Nogle steder er de meget søde. Andre ... «, han sukker og ryster på hovedet. »De skal bare tjene deres penge, ikke?«.
Det er egentlig utroligt, hvor mange mennesker sådan en enkelt arbejdsløs person holder i sving, slår det mig, imens jeg gør store øjne: sagsbehandlere i a-kasse såvel som jobcenter og en skov af konsulentfirmaer, der er skudt op som svar på regeringens dekreter om håndtering og aktivering af ledige.
Faktisk ser manden også noget slidt ud. Det gør folk på overførselsindkomster generelt, hvis man lægger mærke til det. Men der hviler også en tung byrde på dem, kan man jo sige. Pludselig står det nemlig lysende klart, hvad regeringen har brugt alle de ekstra penge i den offentlige sektor til. Ikke flere hjemmehjælpere, folkeskolelærere, gymnasielærere, vuggestuepædagoger, læger eller sygeplejersker – og slet ikke optimering – eller bare vedligeholdelse – af kollektiv trafik.
Nixen bixen. Det er ikke det, danskerne har fået.
Derimod har man ansat en hær af mennesker til at disciplinere folk på overførselsindkomster: arbejdsløse, bistandsklienter eller folk på sygedagpenge. Og har det været dyrt for samfundet? Ja! Men har borgeren fået velfærd for de penge? Nej! Ifølge Berlingske (10.4.) har kommunerne hyret 5.000 flere i administrationen siden 2007, regionerne har på to år brugt 700 mio. kr. mere på administrativt ansatte.
LÆS SIGNATURKlassekamp kommer tilbage på valgplakaten
Der er tale om en helt ny klasse af offentligt ansatte! En velfærdsløs udvidelse af den offentlige sektor. Regeringen har simpelthen opfundet en mængde nye arbejdsbyrder, som har gjort det nødvendigt at ansætte flere. Så enkelt er det. De nye arbejdsbyrder består nærmere bestemt i det mistænkeliggørende og nedværdigende kontroltyranni, man har indført over for borgere – såsom arbejdsløse eller bistandsklienter – og over for andre offentligt ansatte – så som hjemmehjælpere, skolelærere, universitetsansatte etc..
Lad mig eksemplificere: Universiteternes forskere afkræves som noget nyt minutiøs bevisførelse for deres produktivitet. Ud over at koste mængder af forskerens egen tid – der ellers kunne være brugt på netop den forskning, det i forvejen er en kamp at få tid til – koster det også en anden offentligt ansats dyre arbejdstid at overvåge forskerens indsendte dokumentation. Dette er et eksempel på regeringens ’nye’ arbejdsbyrder, som har gjort det nødvendigt at ansætte flere i den offentlige sektor.
Et andet eksempel: Arbejdsløse skal søge minimum fire job pr. uge og aflevere skriftlig dokumentation til deres a-kasse.
I a-kassen bruger de ansatte kostbar arbejdstid på at gennemgå og registrere jobsøgningsskemaerne. Ovre i jobcentrene sidder nogle andre sagsbehandlere, som også rekvirerer jævnlig dokumentation for aktiv jobsøgning og fører kontrol med oplysningerne. Beskæftigelsesministeriet har folk ansat til at troppe op i a-kasserne og gennemgå de lediges jobsøgning samt a-kasse og jobcenters overvågning heraf.
På samme måde er arbejdsløse forpligtet til en gang om ugen at klikke ind på jobnets hjemmeside, hvilket ligeledes overvåges af offentligt ansatte, idet forsømmelser udløser sanktioner. Og er det dyrt? Koster det skattekroner? Ja!!! Men er der nogen, der har fået velfærd for de penge? Varme hænder? Nej! Nogle over nakken ville være en mere præcis betegnelse...
Et eksempel på ændringerne af selve kulturen i det offentlige kunne være
sagsbehandleren for den borger, der søger om førtidspension. Kvaliteten af
sagsbehandlernes arbejde måles på, hvem der udbetaler færrest penge. I dag
er sagsbehandleres primære opgave m.a.o. ikke at hjælpe borgere med nedsat
erhvervsevne til at finde en løsning på deres problem, men derimod at undgå
at tildele førtidspension.
Derfor går sagsbehandlernes arbejdstid med at køre ansøgere igennem den arbejdsprøvningsmølle, som regeringen har opfundet til formålet, samt indhente diverse læge- og speciallægeerklæringer, som rutinemæssigt omstødes af kommunens egen lægekonsulent – alt sammen mundende ud i det afslag, som er kutyme. Det er nemlig stort set kun svært psykisk syge mennesker – retarderede, psykotiske eller skizofrene – der tildeles førtidspension i dagens Danmark.
Sagsbehandlerens arbejde består i at gøre det muligt for kommunen at give afslag på borgerens ansøgning. Og har det taget arbejdstid og kostet penge? Ja! Men er der nogen, der har fået velfærd for de penge? Nej! Pointen er desuden, at betrængte borgere oplever sagsbehandlere som deres modstandere og ikke som hjælp og støtte. I dag er sagsbehandlerens primære job ikke at sikre borgerens rettigheder, men derimod at beskytte det offentlige system imod borgerens krav.
Og det er en meget stor ændring af kulturen inden for det offentlige.
Ifølge bistandsloven var det opgaven at støtte betrængte borgere; fokus var principielt på borgerens behov og rettigheder, ligesom det var meningen med de offentligt ansatte, at de skulle være på individets side. Det er denne kultur, den siddende regering har nedbrudt ved at opfinde en ny klasse af offentligt ansatte, der udøver et kontroltyranni over folk uden for arbejdsmarkedet samt andre offentligt ansatte.
Den nye klasse af offentligt ansatte kunne passende kaldes ’magtens kontrollanter’. Regeringens forlængede arm...
Det er denne ændring af selve velfærdsstatens ånd, der er så revolutionerende
– en liberalistisk revolution i al diskret ubemærkethed. Der er tale om en
omvæltning af Danmark fra socialdemokratisk til liberalistisk sindet nation,
som har været omfattende, svær og dyr for den siddende regering at
gennemføre. Men – det er lykkedes! Oven i købet ved at bruge folkets
traditionelle højborg, velfærdsstaten, som magtens instrument… Og for
lønmodtagernes egne penge! Kan det overhovedet være bedre?
Regeringens udvidelse af den offentlige sektor er intet mindre end en opdatering af den berømte vittighedstegning fra trediverne, der forestiller en tykmavet grosserer i færd med af fodre en hund med dens egen hale. Det afmagrede dyr logrer oven i købet taknemligt med den blodige halestump.
Regeringen angribes jævnligt netop med henvisning til væksten i den offentlige sektor for at være en slags undercover Socialdemokrater, der kun besidder regeringsmagten imod ikke at føre liberalistisk, højreorienteret politik. For tiden forsøger de endda selv at få det til at se sådan ud … (jævnfør Jens Rohde i Politiken 4.4.: »Vi er blevet for kyniske i kampen om magten. Fokus de seneste ti år har været på at holde VKO sammen frem for på at være liberal«).
LÆS MEREV-profil: Vi er blevet for kyniske i kampen om magten
Og det lyder da plausibelt, så længe man forbinder liberalistisk politik snævert med minimalstat. Men faktum er, at der også findes andre måder at gennemføre en højreorienteret agenda. Det gennemskuer folk bare ikke, fordi borte har taget det lille ord ’klassekamp’ (samtidig med at Karl Marx’ økonomiske teori er blevet gjort ’fy da føj’ og nærmest forbudt at beskæftige sig med).
At føre højreorienteret politik vil også sige, at varetage visse samfundsgruppers interesser frem for andres, nemlig kernevælgernes, de såkaldt besiddende klasser, der enten ejer virksomheden/arbejdspladsen eller lønmodtagere med status af leder eller overordnet. Hvis man derfor fisker ’klassekamp’ op af mølposen og sætter ordet som overskrift for regeringens politik, vil man opdage, at borgerlige kernevælgere med stor konsekvens er blevet tilgodeset, imens almindelige lønmodtageres interesser tilsvarende konsekvent er blevet undergravet.
For eksempel er den velfærdsløse udvidelse af den offentlige sektor netop ikke finansieret af regeringens kernevælgere (idet man ved, at lønmodtagere uden diverse kreative fradragsmuligheder er dem, der langt overvejende skattefinancierer det offentlige), men derimod af Socialdemokraternes vælgere. Og ser man efter, varetager den nye klasse af offentligt ansatte konsekvent erhvervslivet og arbejdsgivernes interesse i at kunne disponere over arbejdskraften så fuldstændigt som muligt!
Der føres en politik over for folk på overførselsindkomster, der er mistænkeliggørende, nedgørende og ydmygende. Velkendte, effektive metoder til at nedbryde selvtillid og selvværd med store psykologiske omkostninger for den enkelte. Alle undersøgelser viser da også, at folk uden for arbejdsmarkedet er den gruppe, der trives notorisk dårligst, er mest stresset og har flest behandlingskrævende psykiske problemer. Ydmygelsen og mistænkeliggørelsen af folk uden for arbejdsmarkedet har også ført til et voldsomt fald i de almindelige lønmodtageres selvbevidsthed og vilje til at kæmpe for egne interesser. (Hvem vil risikere at ryge derud ...?).
Ved et møde i min egen a-kasse (Journalisternes A-kasse) var jeg vidne til, at en ledig grafiker forhørte sig hos a-kassekonsulenten om muligheden for at gå under minimumslønnen. A-kassekonsulenten forsøgte sig med en halvhjertet opfordring til medlemmet om at stille rimelige krav, men var i sidste ende ikke afvisende over for at underbyde andre ansøgeres lønkrav i konkurrencen om en stilling.
Senere på mødet kom det frem, at flere havde været i kommunal aktivering (hvor man arbejder for sin understøttelse og således er gratis arbejdskraft for arbejdsstedet) på fuld tid, skønt understøttelsen kun dækker en 32-timers arbejdsuge. De pågældende havde m.a.o. arbejdet gratis i, hvad der svarede til en eller to måneder. Vel at mærke professionelt udført arbejde. Alligevel ønskede ingen af dem at gøre noget ved det. Skidt da være med, at man var kommet til at arbejde 37 timer i stedet for 32...
Overalt i medierne skives og tales der – f. eks. i sagen med Milena Penkowa – om fraværet af såkaldte whistleblowers, der skulle sige fra i forhold til ledelsesmæssige svigt og misbrug på arbejdspladserne. Den nødvendige civilkurage er ikke mere til stede. Folk tør hverken stille krav eller være kritiske. Danske lønmodtagere er til salg for en femøre!
Offentligt ansatte så som hjemmehjælpere, skolelærere, gymnasielærere, universitetsansatte, der tidligere havde en vis status og nød almindelig respekt i befolkningen, er via regeringens konsekvente nedsættende mistænkeliggørelse degraderet til pariaer, der kan skældes ud på og hundses rundt med.
Det er klart, at en medgørlig arbejdskraft, der lydigt springer til, når det kræves, og som er villig til at se stort på egne rettigheder og interesser, passer arbejdsgiverne fint. Den siddende regering er således på ingen måde skabssocialdemokrater. Den har med stor konsekvens ført klassekamp til fordel for samfundets velbjærgede.
Men unægtelig på en smart måde: Udvidelsen af den offentlige sektor i dyre domme er intet mindre end en trojansk hest, der har gjort det muligt at ændre velfærdsstaten indefra! Ikke at det har medført nogen form for forbedring af landets økonomi eller konkurrenceevne. Men afgjort så det er blevet en helt anden historie at være lønmodtager i forhold til for 30 år siden. Sikkerhedsnettet og den sociale tryghed er gennemhullet. Store grupper af almindelige lønmodtagere har mistet status og er blevet notorisk mistænkeliggjort.
Folk uden for arbejdsmarkedet omtales og behandles som pariaer uden rettigheder. Og som bekendt er morgendagens ledige jo gårsdagens lønmodtagere. En lille detalje, som fagforeningerne desværre har overset med det resultat, at deres medlemmer står med fletningerne i postkassen, i samme øjeblik de mister jobbet – for så er der ikke længere nogen, der kæmper for deres interesser og forsvarer deres rettigheder.
Forleden mødte jeg tilfældigt en fyr, der kom lige fra et møde i jobcentret.
»Det er sgu første gang, en sagsbehandler lyttede til, hvad jeg gerne vil«, sagde han tydeligvis lettet. »Nå«, svarede jeg. »Hvordan plejer det da at være?«. »Ahr ja, du ved, de plejer at sætte en på kursus i jobsøgning ... eller i at skrive cv ... Det er der nok nogen, der har brug for at lære, ha ha. Men sgu ikke tre gange, vel? À 6 uger«.
»Har du været på mange af sådan nogle kurser?«, spørger jeg forundret. »Ja, for helvede«, griner han. »Eller hos sådan nogle konsulentfirmaer, hvor de underviser en i noget, bare et eller andet. Nogle steder er de meget søde. Andre ... «, han sukker og ryster på hovedet. »De skal bare tjene deres penge, ikke?«.
Det er egentlig utroligt, hvor mange mennesker sådan en enkelt arbejdsløs person holder i sving, slår det mig, imens jeg gør store øjne: sagsbehandlere i a-kasse såvel som jobcenter og en skov af konsulentfirmaer, der er skudt op som svar på regeringens dekreter om håndtering og aktivering af ledige.
Faktisk ser manden også noget slidt ud. Det gør folk på overførselsindkomster generelt, hvis man lægger mærke til det. Men der hviler også en tung byrde på dem, kan man jo sige. Pludselig står det nemlig lysende klart, hvad regeringen har brugt alle de ekstra penge i den offentlige sektor til. Ikke flere hjemmehjælpere, folkeskolelærere, gymnasielærere, vuggestuepædagoger, læger eller sygeplejersker – og slet ikke optimering – eller bare vedligeholdelse – af kollektiv trafik.
Nixen bixen. Det er ikke det, danskerne har fået.
Derimod har man ansat en hær af mennesker til at disciplinere folk på overførselsindkomster: arbejdsløse, bistandsklienter eller folk på sygedagpenge. Og har det været dyrt for samfundet? Ja! Men har borgeren fået velfærd for de penge? Nej! Ifølge Berlingske (10.4.) har kommunerne hyret 5.000 flere i administrationen siden 2007, regionerne har på to år brugt 700 mio. kr. mere på administrativt ansatte.
LÆS SIGNATURKlassekamp kommer tilbage på valgplakaten
Der er tale om en helt ny klasse af offentligt ansatte! En velfærdsløs udvidelse af den offentlige sektor. Regeringen har simpelthen opfundet en mængde nye arbejdsbyrder, som har gjort det nødvendigt at ansætte flere. Så enkelt er det. De nye arbejdsbyrder består nærmere bestemt i det mistænkeliggørende og nedværdigende kontroltyranni, man har indført over for borgere – såsom arbejdsløse eller bistandsklienter – og over for andre offentligt ansatte – så som hjemmehjælpere, skolelærere, universitetsansatte etc..
Lad mig eksemplificere: Universiteternes forskere afkræves som noget nyt minutiøs bevisførelse for deres produktivitet. Ud over at koste mængder af forskerens egen tid – der ellers kunne være brugt på netop den forskning, det i forvejen er en kamp at få tid til – koster det også en anden offentligt ansats dyre arbejdstid at overvåge forskerens indsendte dokumentation. Dette er et eksempel på regeringens ’nye’ arbejdsbyrder, som har gjort det nødvendigt at ansætte flere i den offentlige sektor.
Et andet eksempel: Arbejdsløse skal søge minimum fire job pr. uge og aflevere skriftlig dokumentation til deres a-kasse.
I a-kassen bruger de ansatte kostbar arbejdstid på at gennemgå og registrere jobsøgningsskemaerne. Ovre i jobcentrene sidder nogle andre sagsbehandlere, som også rekvirerer jævnlig dokumentation for aktiv jobsøgning og fører kontrol med oplysningerne. Beskæftigelsesministeriet har folk ansat til at troppe op i a-kasserne og gennemgå de lediges jobsøgning samt a-kasse og jobcenters overvågning heraf.
På samme måde er arbejdsløse forpligtet til en gang om ugen at klikke ind på jobnets hjemmeside, hvilket ligeledes overvåges af offentligt ansatte, idet forsømmelser udløser sanktioner. Og er det dyrt? Koster det skattekroner? Ja!!! Men er der nogen, der har fået velfærd for de penge? Varme hænder? Nej! Nogle over nakken ville være en mere præcis betegnelse...
Den nye klasse af offentligt ansatte kunne passende kaldes ?magtens kontrollanter?. Regeringens forlængede arm...Jette Hansen
Derfor går sagsbehandlernes arbejdstid med at køre ansøgere igennem den arbejdsprøvningsmølle, som regeringen har opfundet til formålet, samt indhente diverse læge- og speciallægeerklæringer, som rutinemæssigt omstødes af kommunens egen lægekonsulent – alt sammen mundende ud i det afslag, som er kutyme. Det er nemlig stort set kun svært psykisk syge mennesker – retarderede, psykotiske eller skizofrene – der tildeles førtidspension i dagens Danmark.
Sagsbehandlerens arbejde består i at gøre det muligt for kommunen at give afslag på borgerens ansøgning. Og har det taget arbejdstid og kostet penge? Ja! Men er der nogen, der har fået velfærd for de penge? Nej! Pointen er desuden, at betrængte borgere oplever sagsbehandlere som deres modstandere og ikke som hjælp og støtte. I dag er sagsbehandlerens primære job ikke at sikre borgerens rettigheder, men derimod at beskytte det offentlige system imod borgerens krav.
Og det er en meget stor ændring af kulturen inden for det offentlige.
Ifølge bistandsloven var det opgaven at støtte betrængte borgere; fokus var principielt på borgerens behov og rettigheder, ligesom det var meningen med de offentligt ansatte, at de skulle være på individets side. Det er denne kultur, den siddende regering har nedbrudt ved at opfinde en ny klasse af offentligt ansatte, der udøver et kontroltyranni over folk uden for arbejdsmarkedet samt andre offentligt ansatte.
Den nye klasse af offentligt ansatte kunne passende kaldes ’magtens kontrollanter’. Regeringens forlængede arm...
Folk tør hverken stille krav eller være kritiske. Danske lønmodtagere er til salg for en femøre!Jette Hansen
Regeringens udvidelse af den offentlige sektor er intet mindre end en opdatering af den berømte vittighedstegning fra trediverne, der forestiller en tykmavet grosserer i færd med af fodre en hund med dens egen hale. Det afmagrede dyr logrer oven i købet taknemligt med den blodige halestump.
Regeringen angribes jævnligt netop med henvisning til væksten i den offentlige sektor for at være en slags undercover Socialdemokrater, der kun besidder regeringsmagten imod ikke at føre liberalistisk, højreorienteret politik. For tiden forsøger de endda selv at få det til at se sådan ud … (jævnfør Jens Rohde i Politiken 4.4.: »Vi er blevet for kyniske i kampen om magten. Fokus de seneste ti år har været på at holde VKO sammen frem for på at være liberal«).
LÆS MEREV-profil: Vi er blevet for kyniske i kampen om magten
Og det lyder da plausibelt, så længe man forbinder liberalistisk politik snævert med minimalstat. Men faktum er, at der også findes andre måder at gennemføre en højreorienteret agenda. Det gennemskuer folk bare ikke, fordi borte har taget det lille ord ’klassekamp’ (samtidig med at Karl Marx’ økonomiske teori er blevet gjort ’fy da føj’ og nærmest forbudt at beskæftige sig med).
At føre højreorienteret politik vil også sige, at varetage visse samfundsgruppers interesser frem for andres, nemlig kernevælgernes, de såkaldt besiddende klasser, der enten ejer virksomheden/arbejdspladsen eller lønmodtagere med status af leder eller overordnet. Hvis man derfor fisker ’klassekamp’ op af mølposen og sætter ordet som overskrift for regeringens politik, vil man opdage, at borgerlige kernevælgere med stor konsekvens er blevet tilgodeset, imens almindelige lønmodtageres interesser tilsvarende konsekvent er blevet undergravet.
For eksempel er den velfærdsløse udvidelse af den offentlige sektor netop ikke finansieret af regeringens kernevælgere (idet man ved, at lønmodtagere uden diverse kreative fradragsmuligheder er dem, der langt overvejende skattefinancierer det offentlige), men derimod af Socialdemokraternes vælgere. Og ser man efter, varetager den nye klasse af offentligt ansatte konsekvent erhvervslivet og arbejdsgivernes interesse i at kunne disponere over arbejdskraften så fuldstændigt som muligt!
Der føres en politik over for folk på overførselsindkomster, der er mistænkeliggørende, nedgørende og ydmygende. Velkendte, effektive metoder til at nedbryde selvtillid og selvværd med store psykologiske omkostninger for den enkelte. Alle undersøgelser viser da også, at folk uden for arbejdsmarkedet er den gruppe, der trives notorisk dårligst, er mest stresset og har flest behandlingskrævende psykiske problemer. Ydmygelsen og mistænkeliggørelsen af folk uden for arbejdsmarkedet har også ført til et voldsomt fald i de almindelige lønmodtageres selvbevidsthed og vilje til at kæmpe for egne interesser. (Hvem vil risikere at ryge derud ...?).
Ved et møde i min egen a-kasse (Journalisternes A-kasse) var jeg vidne til, at en ledig grafiker forhørte sig hos a-kassekonsulenten om muligheden for at gå under minimumslønnen. A-kassekonsulenten forsøgte sig med en halvhjertet opfordring til medlemmet om at stille rimelige krav, men var i sidste ende ikke afvisende over for at underbyde andre ansøgeres lønkrav i konkurrencen om en stilling.
Senere på mødet kom det frem, at flere havde været i kommunal aktivering (hvor man arbejder for sin understøttelse og således er gratis arbejdskraft for arbejdsstedet) på fuld tid, skønt understøttelsen kun dækker en 32-timers arbejdsuge. De pågældende havde m.a.o. arbejdet gratis i, hvad der svarede til en eller to måneder. Vel at mærke professionelt udført arbejde. Alligevel ønskede ingen af dem at gøre noget ved det. Skidt da være med, at man var kommet til at arbejde 37 timer i stedet for 32...
Overalt i medierne skives og tales der – f. eks. i sagen med Milena Penkowa – om fraværet af såkaldte whistleblowers, der skulle sige fra i forhold til ledelsesmæssige svigt og misbrug på arbejdspladserne. Den nødvendige civilkurage er ikke mere til stede. Folk tør hverken stille krav eller være kritiske. Danske lønmodtagere er til salg for en femøre!
Offentligt ansatte så som hjemmehjælpere, skolelærere, gymnasielærere, universitetsansatte, der tidligere havde en vis status og nød almindelig respekt i befolkningen, er via regeringens konsekvente nedsættende mistænkeliggørelse degraderet til pariaer, der kan skældes ud på og hundses rundt med.
Det er klart, at en medgørlig arbejdskraft, der lydigt springer til, når det kræves, og som er villig til at se stort på egne rettigheder og interesser, passer arbejdsgiverne fint. Den siddende regering er således på ingen måde skabssocialdemokrater. Den har med stor konsekvens ført klassekamp til fordel for samfundets velbjærgede.
Men unægtelig på en smart måde: Udvidelsen af den offentlige sektor i dyre domme er intet mindre end en trojansk hest, der har gjort det muligt at ændre velfærdsstaten indefra! Ikke at det har medført nogen form for forbedring af landets økonomi eller konkurrenceevne. Men afgjort så det er blevet en helt anden historie at være lønmodtager i forhold til for 30 år siden. Sikkerhedsnettet og den sociale tryghed er gennemhullet. Store grupper af almindelige lønmodtagere har mistet status og er blevet notorisk mistænkeliggjort.
Folk uden for arbejdsmarkedet omtales og behandles som pariaer uden rettigheder. Og som bekendt er morgendagens ledige jo gårsdagens lønmodtagere. En lille detalje, som fagforeningerne desværre har overset med det resultat, at deres medlemmer står med fletningerne i postkassen, i samme øjeblik de mister jobbet – for så er der ikke længere nogen, der kæmper for deres interesser og forsvarer deres rettigheder.
Naturligvis til regeringen og arbejdsgiverorganisationernes tilfredshed, da
disse for længst har forstået, at undertrykkelsen af ledige er et endog
meget effektivt middel til disciplinering af arbejdskraften.
I øjeblikket vælter afsløringer af den siddende regerings manipulation og arrogante magtmisbrug frem. Der er grund til også at stille politikerne til regnskab for nedbrydningen af den offentlige sektor indefra; en nedbrydningen finansieret ved et uansvarligt forbrug af lønmodtagernes skattekroner.
I øjeblikket vælter afsløringer af den siddende regerings manipulation og arrogante magtmisbrug frem. Der er grund til også at stille politikerne til regnskab for nedbrydningen af den offentlige sektor indefra; en nedbrydningen finansieret ved et uansvarligt forbrug af lønmodtagernes skattekroner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar